Selvom H1N1-pandemien fra sidste år ser ud til at være løjet af, er to personer blevet indlagt til intensiv lungebehandling på Skejby Sygehus på grund af den såkaldte svineinfluenza, oplyser Sundhedsstyrelsen.
- Mange, der får influenza i år, vil være smittet med den type. Det er helt forventeligt, og det har vi forberedt os på. Derfor er A(H1N1) også med i den influenzavaccine, som mange tusinde danskere i risikogrupper allerede har fået, siger Else Smith, direktør i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Klassiske nyse-råd til borgerne
Ifølge Sundhedsstyrelsen er H1N1 ikke mere farlig end den traditionelle vinterinfluenza, og de to patienter er de eneste i Danmark, der i øjeblikket ligger på intensivafdelinger på grund af influenza.
Styrelsen råder borgere til, at man nyser i ærmet og sørger for at vaske hænder med sæbe ofte. Hvis man bliver ramt af influenza og får vejrtrækningsproblemer, bør man tage kontakt til sin læge.
Først opdaget i Mexico
H1N1 blev første gang fundet i Mexico i begyndelsen af 2009, og i løbet af kort tid udviklede influenzaen sig til en pandemi, som gjorde mennesker i store dele af verden syge.
H1N1 har ifølge verdens sundhedsorganisation WHO kostet mindst 18.150 mennesker livet.
I Egypten har H1N1 kostede 56 mennesker livet siden 8. oktober.
/ritzau/