Er tuberkulose farligt? Få svar på seks spørgsmål om sygdommen

Overlæge gør os klogere på tuberkulose, efter femten skoleelever er blevet smittet.

Tuberkulose var tidligere dødelig - og kan stadig være det, hvis ikke sygdommen bliver behandlet korrekt.

På Midtskolen i Haslev på Sydsjælland er 15 elever fra niende klasse blevet smittet med lungetuberkulose.

Ingen af eleverne er blevet testet positive - men hvad betyder det egentlig, at de kun er smittet? Og bør andre frygte at blive smittet?

Det har vi spurgt overlæge og afdelingschef i afdelingen for Tuberkulose og Mykobakterier på Statens Serum Institut, Troels Lillebæk, om.

Hvor farligt er tuberkulose?

Efter man har fået effektive antibiotika, er det normalt en sygdom, hvor man bliver rask, hvis man får behandling. I dag er det derfor ikke en farlig sygdom, hvis den opdages i tide. Hvis man overser sygdommen, kan man dog få forskellige komplikationer, som eksempelvis meningitis, betændelse i rygsøjlen og i andre organer i kroppen.

Hvor alvorligt er det at være smittet?

Der er stor forskel på at være syg af tuberkulose og være smittet med tuberkulosebakterien. En fjerdedel af jordens befolkning er smittet med tuberkulosebakterien. Men det er kun cirka en ud ti, der bliver syge af bakterien. Når man er smittet, så er man ikke syg. Man smitter heller ikke andre, og man kan få forebyggende behandling, som gør, at man ikke udvikler sygdommen.

Det er derfor ikke farligt at være smittet med tuberkulose – kun hvis man ignorerer det, bliver syg og ikke får stillet diagnosen. Men når man ved, at man er smittet og får forebyggende behandling, så er det normalt ikke et problem.

1 ud af 10 – hvor mange er det?

Tuberkulose er den største dræber i verden, hvis man tæller de personer, der dør af kun en enkelt infektionssygdom. I fattige dele af verden har man ikke den samme adgang til behandling og diagnostik, som vi har.

På verdensplan er det en udbredt sygdom med cirka 10 millioner tilfælde årligt og cirka to millioner dødsfald, men i Danmark har vi kun cirka 300 hundrede tilfælde om året.

Da det er en lille sygdom i Danmark, vækker det så meget desto større opmærksomhed, når der bliver konstateret tilfælde af sygdommen og eventuelt flere smittede. Så det er meget naturligt at blive bekymret, da det er en sygdom, som normal ikke fylder meget i vores kollektive bevidsthed.

I dag er tuberkulose ikke farligt, men det var det i gamle dage, hvor man ikke havde behandling. Se, hvilke kendte mennesker, der er døde som følge af sygdommen.

  • Den britiske forfatter George Orwell døde i 1950 af en længevarende tuberkulose. Mange vil særligt kende ham fra bøgerne 'Animal Farm' og 'Nineteen Eightyfour'. Kilde: Den Store Danske Encyklopædi (Foto: ukendt © Scanpix)
  • Forfatteren Franz Kafka blev født 1883 i Prag og døde af tuberkulose i 1924 på et sanatorium ved Wien. Han voksede op i en jødisk familie, og var en del af det tysk-jødiske kulturmiljø i Prag. Kafka var uddannet jurist og arbejdede i et forsikringsselskab, til sygdommen blev så alvorlig, at han måtte pensioneres. Kilde: Litteratursiden (Foto: ukendt © Scanpix)
  • Eleanor Roosevelt, enke efter den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, døde 78 år gammel i 1962 af blandt andet tuberkulose. Hun fyldte funktionen som førstedame med politisk indhold og blev en inspiration for generationer af kvinder, der ønskede at skabe sig et rum i en politisk verden forbeholdt mænd. (Foto: Birthe Melchiors © Scanpix)
  • Teater- og filmskuespiller Vivien Leigh døde som kun 53-årig af tuberkulose. Her ses hun med Clark Gable i 'Borte med blæsten'. (Foto: NF © Scanpix)
1 / 4

Hvad gør man ved mistanke om smitte?

Man kan få taget en blodprøve, og hvis blodprøven viser, at man er smittet, kan man blive tilbudt forebyggende behandling, som gør, at man ikke udvikler tuberkulose.

Hvis man har et tilfælde af tuberkulose i en skole, vil man typisk starte med at undersøge de nærmeste til personen. Hvis de er smittede, vil de også få forebyggende behandling. Hvis flere er smittede, vil man udvide kredsen.

Hvor hurtigt spreder det sig?

Man smitter kun, hvis man er syg med sygdommen. Så snart man er i behandling, så dør mange af bakterierne på grund af antibiotikaen. Man smitter ikke efter maksimalt 14 dages behandling. Det meste af smitten sker før, man har stillet diagnosen. Smitte spredes ved hoste og dråbeinfektion.

Hvad er symptomerne på, at man er syg af tuberkulose?

Man har hoste, vægttab og nattesved, som typisk har stået på i lang tid – i uger eller måneder. Nogle gange hoster man blod op. Kirtlerne kan også hæve, og tuberkulosen kan også sidde andre steder i kroppen. Man er typisk syg i lang tid.

Facebook
Twitter