Er ulve problemulve? Forskere vil søge svar med GPS-halsbånd

Et forskerteam ønsker at blive klogere på ulves adfærd over for mennesker.

En 66-årig mand er sigtet for at have skudt ulven, der er fredet. (Foto: Ulla Pipaluk Zobbe og Lars Lorentsen © DR Nyheder)

Er ulvene i Vestjylland problemulve, eller er de ikke?

Det spørgsmål vil et forskerteam med seniorforsker Peter Sunde fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet i spidsen undersøge. Derfor har forskerteamet ansøgt om at få lov til at sætte GPS-halsbånd på de vestjyske ulve, hvilket Miljøstyrelsen nu er i gang med at tage stilling til.

Halsbåndene vil kunne fortælle, hvor ulvene bevæger sig i landskabet, og hvordan de reagerer på mennesker, fortæller Peter Sunde. Idéen er at lave eksperimenter, hvor mennesker skal nærme sig ulvene for at se, hvordan og hvornår ulvene reagerer.

Forskerteamet forventer, at man ud fra undersøgelserne vil kunne konkludere, om ulvene er problemulve.

To typer af 'problemulve'

Seniorforsker Peter Sunde har studeret ulve i flere år, og ifølge ham og Miljøstyrelsen er der to typer af såkaldte problemulve.

Den ene er ulve, der har mistet deres skyhed overfor mennesker og opsøger mennesker. Den anden er ulve, der bliver ved med at angribe husdyr på trods af, at der er etableret afværgeforanstaltninger for eksempel ved at man har opsat velfungerende ulvesikrede hegn.

Det er især ulve, der vænner sig til mennesker, og som ikke flygter ved en konfrontation, der vil være interessant at følge med et GPS-halsbånd.

- Man kan lære utrolig meget ved hjælp af det her. Man vil over tid kunne bruge det, hvis man har en situation med en ulv, som man har under mistanke for at have mistet sin skyhed. Så vil man kunne sammenligne dens adfærd med normalmønstret for ulve, forklarer Peter Sunde.

Var skuddræbt ulv et problem?

Debatten om såkaldte problemulve blev endnu engang aktuelt, da 21 Søndag i går kunne vise videoen af en ulv, der blev skudt fra et bilvindue på en mark ved Ulfborg i Vestjylland.

Optagelserne viser, at folketingskandidat for LA, Steffen Troldtoft, kører ind på marken i en traktor med ploven oppe kort før nedskydningen. Ulven løber rundt på marken, og traktoren kører efter den for at skræmme den væk. Kort efter triller en bil hen til marken, og ulven bliver skudt.

Politiet har efterfølgende sigtet en 66-årig mand fra lokalområdet for nedskydningen. Han er et nært familiemedlem til Steffen Troldtoft. Den 66-årige nægter sig skyldig og har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

I videoen herunder ses Steffen Troldtoft køre efter ulven i sin traktor:

Advokaten til den 66-årige mand sagde i aftes til 21 Søndag, at ulvens adfærd på videoen muligvis kan udgøre en fare for folk. Han vil have belyst, om der var tale om en såkaldt problemulv, som på lovlig vis kan reguleres efter forudgående tilladelse.

Men ifølge Frank Vig Larsen, der er direktør for Skandinavisk Dyrepark på Djursland, var der dog ingen tegn på, at den nu døde ulv udviste aggressiv adfærd. Det vurderer han efter at have set 21 Søndags video af nedskydningen.

Det er som udgangspunkt kun i orden at skyde en ulv, når der er tale om en problemulv. Og ulven må vel at mærke først skydes, når Miljøstyrelsen har givet tilladelse til det.

Miljøstyrelsen har kun fået en enkelt ansøgning fra én, der ville skyde en ulv. Men det viste sig ikke at være en problemulv, og derfor blev der ikke givet tilladelse til at skyde.

Derfor viser vi billederne

  • DR Nyheder har valgt at bringe billederne af nedskydningen af ulven nær Ulfborg i sidste uge, selvom de kan virke voldsomme, fordi vi mener, at sagen har åbenlys offentlig interesse.

  • Det er angiveligt første gang, siden ulven genindvandrede til Danmark, at en ulv er blevet skudt. Og netop nu verserer en skarp debat om ulvene, følgerne for lokalbefolkningen og herunder risikoen for selvtægt, og derfor er det relevant at bringe billederne. DR Nyheder mener, at videoen dokumenterer og klarlægger de nærmere omstændigheder omkring nedskydningen.

Facebook
Twitter