Erhvervslivet jubler over Trump-besøg: 'Det er guld værd'

USA's præsident kan åbne døre for danske virksomheder til det amerikanske marked.

Donald Trumps besøg i Danmark kan få stor betydning for dansk erhvervsliv, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Et decideret scoop.

Så langt vil administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen strække sig i sin reaktion på, at USA's præsident, Donald Trump, kommer til Danmark på et officielt statsbesøg i september.

Besøget kan nemlig blive en stor gevinst for Danmark, fordi den kontroversielle præsident kan åbne døre til det amerikanske marked for en række danske virksomheder.

- Det er et scoop og en meget glædelig nyhed for dansk erhvervsliv. USA er verdens største økonomi og vores næststørste eksportmarked. At ramme 330 millioner indbyggere i USA er guld værd for danske virksomheder, siger Brian Mikkelsen.

Ifølge en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus skal Donald Trump under besøget i Danmark mødes med "business leaders".

Hvem erhvervslederne er, ved Brian Mikkelsen endnu ikke, men han håber blandt andet, at Donald Trump får mulighed for at trykke hånd med nogle af lederne af de danske medicinalfirmaer.

- Sundhedssektoren betyder meget i USA lige nu, fordi de har nogle af verdens største sundhedsudgifter. Så det ville være oplagt at mødes med nogle af vores store medicinalfirmaer som Novo Nordisk og Lundbeck. Det ville betyde rigtig meget at få adgang til det amerikanske sundhedssystem, siger Brian Mikkelsen.

Dansk energieffektivitet

Også hele energiområdet i Danmark, som er et af de mest effektive og grønne i verden, er værd at vise frem for Donald Trump, lyder det.

- Vi har en fantastisk innovationskraft inden for sundhedssektoren, men også inden for energiområdet. Særligt vores energieffektivitet vil være oplagt at vise præsidenten, siger Brian Mikkelsen.

Han ved på nuværende tidspunkt ikke, om han selv skal mødes med Donald Trump, men håber meget på det.

- Jeg vil gøre meget for at komme til at mødes med ham, for budskabet fra Dansk Erhverv er, at det er til gavn for Danmark og verden, hvis vi har mest mulig frihandel og globalisering og kommer væk med toldbarrierer, siger han.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, erklærer sig også meget begejstret på vegne af dansk erhvervsliv ved udsigten til besøget fra den amerikanske præsident.

- USA er et større og større handelsmarked for danske virksomheder. Vi skal ikke glemme, at Det Hvide Hus selv er ude at sige, at han skal møde erhvervsledere. Det er rigtig godt, siger han.

Eksport for over 125 milliarder

I en pressemeddelelse fremhæver statsminister Mette Frederiksen (S) også, at de danske virksomheder er meget engagerede på det amerikanske marked.

- Jeg ser frem til at møde den amerikanske præsident i Danmark, hvor vi vil drøfte globale emner af fælles interesse, og hvordan vi sammen kan styrke samarbejdet mellem Danmark og USA inden for blandt andet sikkerhedspolitik, arktiske spørgsmål og fremme af samhandel og investeringer, udtaler hun.

Danmark eksporterer i øjeblikket for over 125 milliarder kroner om året til det amerikanske marked.

Præsident Trumps besøg i Danmark vil finde sted den 2. og 3. september i år. Selve programmet og nærmere detaljer for statsbesøget offentliggøres senere, oplyser Kongehuset.

Facebook
Twitter