Erhvervslivet var helt i knæ, nu buldrer det igen: 'Jeg følte mig som kongen af Thisted'

For få år siden var Thisteds erhvervsliv hårdt presset, men der er sket forandringer i det nordvestlige hjørne af Danmark.

Morten Fuhlendorff Nielsen peger udover en stor mark.

Det er lige her; I det høje krat i efterårsbrune-nuancer, at han vil opføre en ny produktionshal, fortæller han, imens et rådyr springer forbi.

- Den skal være 2.300 kvadratmeter, uddyber den midaldrende mand, der til daglig ejer og driver virksomheden 3N Lakering, som lakerer produkter for fødevare, fly- og en række andre industrier.

Men udvidelsesdrømmene kræver en ændring af lokalplanen.

Derfor har Morten Fuhlendorff Nielsen i dag besøg af to medarbejdere fra Thisted Kommune, som skal hjælpe ham med at omsætte vækstønskerne fra skitser på et papir til en reel bygning i det nordvestjyske landskab.

- Vi har behov for at få den bygning op at stå så hurtigt som muligt, fortæller han kommunens to ansatte.

Men skruer vi tiden bare få år tilbage, lå det ikke ligefrem i kortene, at Thisted Kommunes medarbejdere i dag skulle stå på en vindblæst mark og tale vækstplaner med kommunens erhvervsdrivende.

På det tidspunkt var erhvervslivet helt i knæ. En række store virksomheder som Coloplast og Oticon havde forladt kommunen i det yderste af Danmark, og flere hundrede ufaglærte stod uden job.

Konsekvenserne blev blandt andet afbilledet i DR1-dokumentaren 'Montricepigernes kamp.' I bedste sendetid fortalte en række kvinder, som i årtier havde betalt huslejen ved at samle høreapparater for Oticon, om den svære situation de stod i nu.

Hvordan skulle de, der havde folkeskolens afgangseksamen som eneste uddannelse, finde job i en kommune, som mange virksomheder havde vendt ryggen? spurgte de med bekymrede og i nogle tilfælde grådkvalte miner.

På rådhuset gjorde virksomhedsflugten også indtryk.

- Når meget store virksomheder lukker efter hinanden, bliver man en lille smule skræmt. Det gør man, siger viceborgmester og formand for kommunens erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalg, Niels Jørgen Pedersen (V).

Han tilføjer:

- Men så må man kridte skoene.

Fra myndighed til service

Og det var, hvad Thisted Kommune gjorde.

Virksomhedslukningerne blev nemlig anledning til, at kommunen lavede en ny erhvervspolitik.

Den har blandt andet betydet, at kommunens erhvervsafdeling er rykket ind i Oticons gamle lokaler. Her sidder medarbejderne side om side med en nystartet it-virksomhed, to kommunikationsbureauer og en række andre mindre virksomheder i kommunen.

Det er sket for at komme tættere på erhvervslivet, uddyber viceborgmesteren. Derudover har kommunen skiftet fra at være myndighed til at servicere.

'Hvad kan vi gøre for jer?' lyder den nye indgang til erhvervslivet.

Helt konkret betyder det, at kommunen nu i langt højere grad rykker ud og holder møder med de erhvervsdrivende, når de har vækstdrømme eller udfordringer.

Derfor er det ikke usædvanligt, at kommunen tager ud til en erhvervsdrivende som Morten Fuhlendorff Nielsen for at rådgive om, hvordan han får byggetilladelser og andet praktisk i hus.

- Det handler om at lytte til virksomheden og dens behov. Når du møder en virksomhedsejer eller -leder har vedkommende typisk et ønske om at vækste. Kunsten er at forstå, hvor de er nu, og hvor vil de gerne hen og så hjælpe dem derhen, siger Morten Kruse Andersen, direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune.

Derudover er kommunen blevet bedre til at handle hurtigt, mener direktøren.

- Når vi har lyttet, skal vi handle, og det skal ske med en vis kadence. Sådan er virksomhederne jo skabt, siger han.

Det lyder såre banalt; Tal med virksomhederne, og handl hurtigt på deres ønsker. Ikke desto mindre tyder det på, at opskriften virker.

I 2015 lå Thisted Kommune nummer 92 ud af landets 98 kommuner i Dansk Industris såkaldte erhvervsklimaundersøgelse.

I 2019 var kommunen kravlet op på en 6. plads i undersøgelsen og blev af Dansk Industri fremhævet som dette års helt store højdespringer på ranglisten.

Samtidig har Thisted en ledighed under landsgennemsnittet.

Engang var det dem og os

Og spørger man erhvervslivet, lyder det også sammenstemmende, at kommunens nye erhvervspolitik virker.

Én af dem, der sender ros til kommunen, er tømrermester Jan Smed.

Den robuste, mørkhårede mand, der udtaler sine ord på en måde, som ikke efterlader tvivl om hans vestjyske ophav, har drevet virksomhed i Thisted i adskillige år.

Det har været en blandet fornøjelse.

- Tidligere var det ligesom, at vi kæmpede mod hinanden. Kommunen gjorde alt for at finde fem fejl, og så meldte den tilbage, at det var ikke godkendt. Det var en kamp, vi havde frem og tilbage hele tiden, siger han og tilføjer:

- Vi sendte nogle papirer ind, så behandlede kommunen dem i laaaang tid, og så fik vi besked om, at det ikke var godkendt. Derfra kunne vi begynde forfra.

I dag indleder hans virksomhed, kunden og kommunen ofte med et dialogmøde, inden de starter et byggeri.

Her får de afklaret, hvad der kan lade sig gøre, og hvilke alternative løsninger de kan tænke i, hvis der ikke kan gives grønt lys for alle de ting i byggeriet, de havde tænkt sig.

Hør Jan Smed forklare, hvor stor betydning de nye dialogmøder har.

'Kongen af Thisted for en dag'

Formålet med den nye erhvervspolitik er ikke kun at holde på de virksomheder, der allerede ligger i området.

Det er også at lokke nye til.

Det ser ud til, at også den del af missionen er ved at lykkes.

I september åbnede Harald Nyborg en ny stor forretning i kommunen, og næste år slår virksomheden Biltema dørene op til et varehus på 7.200 kvadratmeter.

Det betyder, at omkring 30 nye stillinger er på vej til kommunen.

Tidligere har Biltema arbejdet med at slå sig ned i større kommuner, men denne gang faldt valget på Thisted, fortæller administrerende direktør Jacob Møller.

- Der er ét ord, og det er også afgørende i min hverdag; Service. Det handler rigtig meget om, at de er imødekommende, tager en dialog og ser muligheder fremfor begrænsninger. På intet tidspunkt har det været: 'Ahh, det kan ikke lade sig gøre.' Udgangspunktet har hele tiden været: 'Hvad gør vi for, at enderne kan mødes?' siger han.

Biltema fik hurtigt de nødvendige tilladelser i hus for at kunne åbne i Thisted, og da Jacob Møller tog derfra efter et af møderne, var det med en helt særlig følelse.

- Jeg havde det lidt, som om jeg havde været kongen af Thisted for en dag, siger han.

Tilbage på Morten Fuhlendorff Nielsens mark slutter dagens møde med, at kommunens plan- og miljøchef, Marianne Davidsen Galsgaard, lover at lave en ny lokalplan, så han forhåbentlig kan komme i gang med sit udvidelsesprojekt.

Morten Fuhlendorff Nielsen er glad for besøget.

- Det er svært at beskrive, hvad god service er, men det her er nogle af de ting, vi sætter pris på.

Men selv om flere virksomheder roser Thisted Kommune, vokser træerne ikke ind i himlen.

Dansk Industris erhvervsklimaundersøgelse viser, at det faktum, at der er næsten 100 kilometer til nærmeste motorvej, kan spænde ben for planerne om at udvikle erhvervslivet mere.

- Det kan vi ikke gøre meget ved, vi får nok ikke en motorvej hele vejen til Thy. Til gengæld har vi en fantastisk natur, mener viceborgmester Niels Jørgen Pedersen.

Se historien om Thisteds erhvervsliv i 21 Søndag den 18. oktober. Her får du også en opdatering på, hvordan det er gået de fyrede montricepiger.

Sådan har Thisted gjort:

  • Thisted Kommune har vedtaget en ny erhvervspolitik. Overskriften er, at kommunen skal gå fra at være myndighed til at servicere. Det betyder, at kommunen har indført en række initiativer. Blandt dem er:

  • Over 150 medarbejdere har været på kursus i at være servicemindede.

  • Kommunen afholder flere gange om året såkaldte 'Busniess Breakfasts,' som er dialogmøder, hvor kommunens ansatte og det lokale erhvervsliv mødes.

  • Erhvervsafdelingen er rykket ind i den fraflyttede virksomhed Oticons lokaler, hvor medarbejderne sidder sammen med kommunens mindre virksomheder for at være tættere på og i løbende dialog med dem.

  • Fokus på at holde sagsbehandlingstiderne så korte som muligt.

  • Al erhvervsrettet kommunikation og service skal være tilgængelig, imødekommende og klar til at finde løsninger på problemer. Desuden er kommunen altid klar til en uformel forhåndsdialog om en sag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk