Erik har stemt guitarer for Gnags i 20 år: Corona-restriktioner kan tvinge ham ud i at sadle drastisk om

Situationen er alarmerende, melder eventbranchen. I aften lyser de bygninger op i rødt.

Erik Bendix har arbejdet i koncertbranchen i 30 år, blandt andet for Gnags og Sort Sol. Nu tvinges han måske snart til at finde noget helt andet at lave.

Publikum ser ham næsten aldrig, men Erik Bendix er uundværlig på koncertscenen.

Som såkaldt baggearstekniker for populære bands som Gnags og Sort Sol fikser han et hvert teknisk problem, der måtte opstå under et show. Han stemmer også guitarerne og samler de andre instrumenter.

Men Erik Bendix' arbejdskraft har kun i få tilfælde været efterspurgt siden foråret, hvor coronakrisen for alvor begyndte at sætte dybe spor i det danske kulturliv. Allerede dengang begyndte han at tænke, om det mon var nødvendigt at sadle om og skifte branche.

- Jeg undersøgte lidt forskellige ting. Jeg er oprindeligt uddannet elektriker, men det er et svendebrev fra slutningen af 1980'erne, men man kan vel bruge det til et eller andet, fortæller han.

Men de faldende smittetal og genåbningen af samfundet hen over sommeren fyldte ham igen med optimisme. Det var dog en stakket frist. De nye restriktioner har sat eventbranchen skak, og usikkerheden om fremtiden er enorm.

- Nu begynder det at stramme til, og står vi i en situation som lige nu omkring nytår, så er jeg for alvor nødt til at finde ud af, hvad jeg så skal lave fremover. Så er der ikke mere at give af, siger Erik Bendix, der i 2020 har 30 års jubilæum som baggearstekniker.

Siden nedlukningen af samfundet i marts har han haft en indkomst, der svarer til en fjerdedel af, hvad han normalt tjener. Erik Bendix har med egne ord været så priviligeret ikke at have gæld, og samtidig har han haft en opsparing at tage af, så helt galt har det ikke stået til.

- Men de reserver, jeg havde på min konto, har jeg kun ganske få tusinde kroner tilbage af. Der er ikke mere at hente, siger Erik Bendix, der understreger, at han er meget taknemmelig for de hjælpepakker, politikerne har sat sammen igennem de seneste måneder.

Dog har det skabt stor usikkerhed, at der ifølge Erik Bendix nogle gange er gået lang tid, før han reelt har kunnet søge om pengene.

- Man har taget beslutninger, men der er gået alt for lang tid, før der er trykket på knappen. Det kan jeg mærke på mig selv og andre i branchen går ud over vores mentale sundhed, siger han.

Opråb til politikerne

Den meget usikre situation, som Erik Bendix og andre står i lige nu, får eventbranchen til at slå alarm. Onsdag aften klokken 20 lyser de spillesteder og kulturinstitutioner over hele landet op i rødt for at markere, at det er alvor nu.

De føler, at coronarestriktionerne har lagt dem i et jerngreb, og at hjælpepakkerne ikke i tilstrækkelig grad kan kompensere for de manglende indtægter.

- Jeg siger ikke, at vi skal have dækket fulde honorarer, men vi bør sikre, at firmaerne ikke går konkurs, og at freelancerne skal ud og finde noget andet at lave. Hvis det bliver ved sådan her, så forsvinder alle de gode kræfter i eventbranchen, Thomas Gerdes, der er formand for Foreningen for Koncert-og Eventpersonale og til daglig er sport-og eventkoordinator i Parken

- Når vi en dag åbner igen, er det ikke sikkert, at den gode lydmand, teaterregissør eller konferencemanager er her længere, siger han.

I juni holdt eventbranchen et lignende arrangement som det i aften, hvor flere steder i Danmark blev lyst op i rødt. (Foto: Martin Andersen)

Thomas Gerdes' optimisme på vegne af eventbranchen kan findes på et meget lille sted, for udsigterne til større begivenheder som koncerter og konferencer er meget dårlige. Frygten i branchen er, at også store dele af 2021 bliver voldsomt påvirket af coronavirus og de restriktioner, der følger med.

Derfor opfordrer Thomas Gerdes til, at politikerne får set mere specifikt på eventbranchen, som ifølge ham falder ned mellem forskellige stole, når det gælder hjælpepakkerne.

- Vi er glade for, at der findes hjælp, selvom den udløber lige om lidt. Men vi ønsker, at Erhvervsministeriet og Folketinget ville bruge lidt tid på at mødes med vores branche og lytte til, hvordan den hænger sammen.

- Vi ved jo, at de har gjort det med rejsebranchen, SAS og Hotel- og Restaurationsbranchen, så vi forstår ikke, hvorfor vores branche stadig skal straffes med generelle ordninger, siger Thomas Gerdes.

DI bakker op

Men er vi ikke også i en særlig situation, hvor alle brancher er svære at nå med de her hjælpepakker?

- Jo, helt sikkert. Det har bare klinget lidt hult, at da partilederne i foråret blev spurgt, hvad de glæder sig mest til efter coronakrisen, så var svaret, at det var at opleve kultur og komme til koncerter igen. Men som månederne er gået, er vi røget nederst i bunken over indsatsområder.

- Nogle har måske været bedre til at råbe højt, eller politikerne har syntes, at de var vigtigere at holde hånden under. Vi er en lille branche, men vi betyder ret meget. Vi havde i 2017/2018 en omsætning på seks milliarder kroner i eventbranchen, så det tæller også noget i den danske økonomi, siger Thomas Gerdes.

Han gør opmærksom på, at hjælpepakkerne ikke tager højde for, at størstedelen af koncerter, teaterforestillinger og messer her i efteråret, og ikke mindst i foråret, aldrig er blevet annonceret.

- Derfor har en stor del af branchen de facto fået aflyst jobs, uden at de tæller i ordningerne i hjælpepakkerne. En pointe ministeriet ville have kendt til, hvis de havde valgt at forstå branchen, siger Thomas Gerdes.

I erhvervsorganisationen Dansk Industri bakker de op om, at eventbranchen "falder imellem" hjælpepakkerne.

- Vi har en række brancher, der har svært ved at få kompensationer. Både ved de eksisterende hjælpepakker, men også dem, der er kommet til. I et freelancermarked er de typisk ikke brugbare i forhold til lønomkostninger. Så mange af dem har i stort omfang ikke fået noget hjælp, siger medlemsdirektør Lars Frelle-Petersen fra Dansk Industri.

Han mener også, at det er på tide, at politikerne tager hul på drøftelser om, hvad der skal ske i forhold til hjælpepakker og lønkompensation, hvis coronakrisen fortsætter ind i 2021.

- Den diskussion begynder nu. Vores kompensationssystem er bygget op om at løse noget på den korte bane, men jeg tror, at de fleste er enige om, at vi ser ind i en coronakrise, der også varer en stor del af 2021. Derfor er der behov for at gennemtænke, hvad vi gør med hele oplevelses- og eventbranchen, siger Lars Frelle-Petersen.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) fastholder i en skriftlig kommentar, at regeringen med de eksisterende hjælpepakker holder hånden under de hårdest ramte brancher.

- Jeg kan godt forstå den utroligt svære situation mange virksomheder står i lige nu, og jeg ved, at flere har kæmpet længe under corona. Derfor holder vi også hånden under vores erhvervsliv med forskellige hjælpepakker, så vi hjælper dem, der er ramt af restriktioner. Og vi har afsat yderligere 100 millioner kroner i særlig pulje til de hårdest ramte brancher.

- Og så sent som i fredags har vi lagt op til at udvide hjælpen, så leverandører til arrangementer med mere end 50 deltagere også vil kunne få støtte, skriver erhvervsministeren.

Facebook
Twitter