Esben Bjerre om nøgenbilleder: Jeg håber, det aldrig sker for min datter

Hvis bare 10 procent tænker sig mere om efter at have set dokumentaren 'Ung, nøgen og udstillet', der handler om ulovlig deling af intime billeder, er vært Esben Bjerre glad.

21-årige Julie er en af de hundredevis af danske piger, der har prøvet at få delt nøgenbilleder af sig selv uden at have givet tilladelse til det. Spredningen af billederne har haft store personlige konsekvenser for hende. Klik på play.

Tv-vært Esben Bjerres toårige datter er endnu for lille til at tage og dele billeder af sig selv, men alligevel har dokumentaren 'Ung, nøgen og udstillet', der blev vist på DR2 mandag aften, sat tanker i gang hos ham.

- Jeg håber, håber, håber, at det aldrig vil ske for min datter. Men jeg vil heller ikke styre, hvilke billeder hun tager. Når hun bliver større, vil jeg selvfølgelig gøre hende opmærksom på faldgruberne ved at sende billeder til andre, siger han.

I dokumentaren forsøger Esben Bjerre at blive klogere på, hvorfor nogen deler nøgenbilleder af andre uden samtykke. Han understreger, at problemet ikke er de personer, der tager billederne, men derimod de personer, der sender dem videre.

- Jeg håber, at vi om 10-12 år er blevet voksne på internettet, og at børn og unge bliver undervist i det i skolen, så de ikke deler nøgenbilleder af hinanden, siger han og opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn.

- Det er utroligt, hvor meget der bliver delt

Esben Bjerre besøger i 'Ung, nøgen og udstillet' nogle af de websider, hvor nøgenbillederne florerer. Her bliver der delt billeder af hovedsageligt piger, men også drenge, med alt fra navn over telefonnummer til adressen på vedkommendes fortrukne træningscenter.

- Det er helt vanvittigt, hvor let det er at finde. Det er utroligt, hvor meget der bliver delt, siger han.

Billederne, der ligger på nettet, er typisk billeder, som pigerne har taget sammen med en kæreste eller sendt til en flirt på et tidspunkt. Og så er de på den ene eller den anden måde blevet spredt efterfølgende, uden at pigerne selv har givet lov.

Når et billede først er blevet spredt, er det stort set umuligt at fjerne det igen.

- Jeg er overrasket over, hvor stort fænomenet er, og hvor mange drenge der bare kan trække på skuldrene af det. De drenge, jeg har talt med, har ikke en forståelse af, hvad det gør ved pigerne. Mange af dem ved ikke engang, at det er ulovligt, siger Esben Bjerre.

Men det er kriminelt at dele nøgenbilleder, da man ikke må dele intime billeder uden personens samtykke.

Hvis pigerne på billederne er under 18 år, og billederne har seksuel karakter, er det endnu mere alvorligt. Her er det juridisk set børneporno med en straframme på op til seks års fængsel.

Offer og gerningsmand mødes

At det kan have voldsomme konsekvenser for en ung pige, at et billede af hende uden tøj på eller i en intim situation flyder rundt på internettet, har Esben Bjerre set med egne øjne.

I dokumentaren er han med på sidelinjen, når en mand, der har over 300 billeder af nøgne kvinder gemt på sin computer og selv har delt nøgenbilleder, konfronteres af en pige, der mod sin vilje har prøvet at få delt fotos, hvor hun har sex med sin kæreste, sammen med navn, alder og by.

- Det var ubehageligt, men jeg er glad for, at han fik en forståelse for, hvilke konsekvenser det kan have for ofrene. Det ødelægger jo ikke kun pigens liv, men det er også ulovligt for ham. Så af egoistiske årsager burde han også lade være, siger Esben Bjerre.

Se eller gense mødet i klippet øverst i artiklen.

Kommer aldrig til at forstå det

Esben Bjerre fortæller, at han aldrig selv har delt et nøgenbillede. Og selvom han gennem arbejdet med dokumentaren har talt med nogle af de personer, der deler nøgenbilleder af andre, har han ikke fået en større forståelse for fænomenet.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor man deler nøgenbilleder, når det nu har så store konsekvenser for de unge piger. Det kommer jeg nok aldrig til at forstå, siger han og håber på, at dokumentaren kan gøre en forskel, så færre havner på nettet uden tøj på mod deres vilje.

- Hvis bare 10 procent tænker sig mere om efter at have set udsendelsen, så er jeg glad.

DET SIGER LOVEN

  • Straffelovens § 235, børnepornografi

  • Straffelovens § 235, som blev indsat ved lov nr. 252 af 16. juni 1980, er senest ændret ved lov nr 228 af 2. april 2003, og lyder i dag således:

  • Den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år.

  • Som skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.

  • Stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

  • Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.

DR vil gerne sætte mere fokus på ulovlig deling af intime billeder og videoer. Derfor vil vi meget gerne høre fra dig, hvis intime billeder af dig er blevet delt uden din tilladelse.

Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du er forælder til et barn, der har været udsat for det.

Skriv, hvad du har oplevet til dinhistorie@dr.dk, så kontakter vi dig. Intet bliver offentliggjort uden dit/jeres samtykke.

Facebook
Twitter