Esben Lunde i kovending om MRSA: Nu skal landbruget undersøges

Også Landbrug & Fødevarers rolle skal afdækkes i den MRSA-redegørelse, som Fødevarestyrelsen er afkrævet efter kritisk DR-dokumentar.

Senest 26. oktober skal Fødevarestyrelsen aflevere redegørelsen om MRSA-forløbet til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Tirsdag afviste miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen blankt at undersøge interesseorganisationen Landbrug & Fødevarers rolle i den verserende sag om svine-MRSA. Men en mail sendt fra ministeren til medlemmerne af Veterinærforligskredsen viser, at Esben Lunde Larsen nu har ændret holdning.

DR har fået indsigt i mailen, som slår fast, at Fødevarestyrelsen skal redegøre for håndteringen af svine-MRSA. Det sker på baggrund af DR-dokumentaren ”Den dag penicillinen ikke virker”. Dokumentaren afdækker, hvordan Fødevarestyrelsen igennem en årrække fjernede centrale råd om MRSA, inden de nåede medlemmerne af Folketinget.

Samtidig kom det frem, hvordan Landbrug & Fødevarer i mindst to tilfælde har forsøgt at forhindre Fødevarestyrelsens undersøgelser for MRSA på de danske avlsgårde, der leverer svin til resten af landbruget. I et tilfælde lykkedes det rent faktisk organisationen at få undersøgelsen stoppet med henvisning til, at det ville få ”handelsmæssige konsekvenser” for erhvervet.

Alligevel afviste Esben Lunde Larsen klart at undersøge landbrugets rolle.

- Nej, det skal det ikke. Fordi jeg ikke har nogen mistanke om, at der er foregået noget, som ikke burde foregå, forklarede ministeren tirsdag til TV 2.

Den holdning mødte siden stor kritik på Christiansborg, og det har nu fået ministeren til at ændre holdning. I sin mail til medlemmerne af Veterinærforligskredsen skriver Esben Lunde Larsen:

- Jeg vil også gerne imødekomme andre ønsker. Jeg vil derfor nu bede Fødevarestyrelsen om bredt at belyse forløbet, herunder om landbruget eller andre interessenter skulle have påvirket den faglige rådgivning, som den ansvarlige minister og Folketing modtog.

Senest 26. oktober skal Fødevarestyrelsen aflevere redegørelsen om MRSA-forløbet.

Facebook
Twitter