Et år efter drab på socialpædagog: Bosted er stadig påvirket

(© DR)

Socialpædagog Judy Meiniche blev slået ihjel, da hun gjorde sit arbejde: Hun troede, hun skulle køre en tur og snakke med sin klient om medicin - men i stedet blev hun udsat for seksuelt overgreb og slået ihjel med mange mange knivstik.

Det skete ved et ishus ved Dollerup Bakker nær Viborg den 7. februar sidste år.

Tirsdag startede retssagen mod klienten og drabsmanden, Kristian Heilmann. Han har erkendt både drab og det seksuelt overgreb. Anklager og forsvarer går efter en tidsubestemt anbringelse på en lukket psykiatrisk afdeling.

Kristian Heilmann boede selv på Blåkærgård for et år siden, og sagen hviler stadig over bostedet ved Viborg.

Alarmtelefoner

Lene Harrestrup er ligesom den dræbte Judy Meiniche også pædagog på bostedet Blåkærgård.

- Det påvirker mig meget, og vi håber, han får den straf, han fortjener, siger hun til DR Nyheder.

(Foto: DR)

Siden drabet er sikkerheden for de ansatte i psykiatrien strammet op, men selv om drabet ramte hele socialpsykiatrien hårdt, er der ingen garantier for, at det ikke kan ske igen.

På Blåkærgård har man fået en ny type overfaldsalarm. En alarm, der, hvis den bliver aktiveret, automatisk ringer op til en telefon, som en fra personalet altid har på sig.

GPS og risikovurdering

- Men om det nogensinde kommer til ikke at kunne ske igen - det kan vi ikke sige noget om desværre, siger Janne Martiussen, der er faglig områdeleder i Region Midtjylland.

Region Midtjylland har blandt andet også indført nye alarmsystemer, GPS-overvågning og risikovurderinger af beboerne tre gange i døgnet.

Cirka et døgn efter den fatale køretur med sin klient, blev Judy Meiniche fundet dræbt ved en iskiosk ved Hald Sø i Viborg. Politiet havde da sporet hendes mobiltelefon. Senere på måneden blev hendes drabsmand fundet omkring Århus.

Der falder dom i retten på torsdag.

Facebook
Twitter