Tik, tak, tik, tak.
Der kan gå mange timer i stolene i venteværelset på skadestuen i Aalborg.
For selvom DR for et år siden kunne fortælle om ventetider på op mod 14 timer, så er det et år efter ikke blevet meget bedre.
En af dem, der har oplevet lang ventetid på at få behandling er Ruth Kristensen fra Nørresundby, der i slutningen af oktober måtte vente 6,5 time på at blive tilset af en læge.
- For det første er jeg plaget af enorme smerter. Jeg følte mig frustreret og ked af det, og faktisk følte jeg, at jeg ikke blev taget alvorligt, siger hun.
Ruth Kristensen er dog langt fra den eneste, der oplever at vente længe på at komme til på skadestuen i Aalborg, der er en del af akutmodtagelsen.
Også Hanne Arendt, der i starten af september faldt og slog hovedet, har oplevet at sidde længe og vente med smerter på den aalborgensiske skadestue.
Ifølge hende kom hun hurtigt i røntgen, men måtte derefter vente i seks timer med kvalme, hovedpine og utilpashed. I de seks timer var der ifølge hende ingen sygeplejerske eller læge, der henvendte sig til hende.
- Jeg blev usikker på, om der var nogen, der havde styr på mig, og hvordan jeg havde det, siger Hanne Arendt.
Flere patienter til de samme hænder
Region Nordjylland har fire servicemål for deres akutmodtagelser. Et af dem er, at der maksimalt skal være fire timers ventetid fra en patient ankommer til skadestuen og til vedkommende får at vide, hvad behandlingsplanen er.
Et mål, skadestuen i Aalborg lever op til i 64 procent af tilfældene. Det er en lille forbedring i forhold til 2022, hvor tallet var 57 procent.
Selvom der er sket en lille forbedring, så er ventetiden stadig lang for en stor del af patienterne. Årsagen til det er ifølge cheflæge for Akut- og Traumecenteret på Aalborg Universitetshospital Jørn Munkhof Møller, at der er flere patienter og større forventninger.
- Vi har en lille stigning i patientantal og de samme ressourcer, og så er patienternes forventninger til, hvordan man bliver behandlet i akutmodtagelsen nok også steget en lille smule, siger han.
Der er siden 2020 sket en støt stigning i antallet af patientforløb. I 2022 var der 57.776 patientforløb på hele akutmodtagelsen, som skadestuen er en del af, og fortsætter udviklingen i år, vil 2023 overgå sidste års rekord.
'Kan jeg snart snakke med en læge?'
Region Nordjylland har for akutmodtagelserne, hvor skadestuerne hører under, et mål om at der i 70 procent af tilfældene maksimalt går en time fra man som patient går gennem dørene, til man har kontakt med en læge. For 2023 er det indtil videre kun sket i 40 procent af tilfældene.
Det er ikke godt nok, erkender formanden for sundhedsudvalget i Region Nordjylland, Malou Skeel (V).
- Det er selvfølgelig utrolig ærgerligt, at der er nogen, der skal sidde så længe og vente, siger Malou Skeel.
Ifølge hende er de på akutmodtagelsen, hvor skadestuen hører under, blevet overrasket over, hvor mange patienter, der opsøger hjælp.
- Det har overrasket mig, at der er så mange flere borgere, end der var tidligere, der har brug for at blive tilset i en akutmodtagelse, siger hun.
Sundhedsudvalgsformandens betragtninger bakkes op af cheflæge for Akut- og Traumecenteret på Aalborg Universitetshospital Jørn Munkhof Møller.
Meget er gjort, men der er langt endnu
Der er blevet arbejdet på at udbedre problemerne med lang ventetid. Problemer, der ikke ligefrem er nye. Jørn Munkhof Møller og resten af akutmodtagelsen i Aalborg stod også sidste år med timelange ventetider.
Ifølge ham skyldtes problemerne for et år siden primært mangel på sygeplejersker. I dag er vagtskemaet fyldt ud med ansatte, men udfordringerne med ventetider er fortsat.
En af årsagerne til det er ifølge cheflægen fra Akut- og Traumecenteret, at mange kommer ind med såkaldte ældre skader, altså skader, der er mere end 48 timer gamle. Skader, der ikke hører til på en skadestue, da de ikke er akutte.
Her arbejdede cheflægen allerede sidste år med et tiltag, der skulle tage sig af alle dem, der kommer ind med gamle skader, men et år efter er det endnu ikke sat i værk. Det skulle dog være lige på trapperne, siger cheflæge Jørn Munkhof Møller.
- Det er meget tæt på at gå i gang. Pengene er bevilget, og vi har identificeret, hvordan vi skal få patienterne med gamle skader over i det andet tilbud, men uheldigvis mangler der i øjeblikket læger til tilbuddet, siger han.
Ifølge Jørn Munkhof Møller regner de dog med at kunne starte med at behandle patienter med gamle skader separat indenfor de næste måneder.
Sidste år arbejdede man også med et værktøj, der skulle give patienter mulighed for at køre til den akutmodtagelse i Region Nordjylland med kortest ventetid, men på grund af tekniske udfordringer er det endnu ikke en mulighed for nordjyderne.
Tidligere har Region Nordjylland nedsat en arbejdsgruppe, som har kommet med bud på, hvordan de kan få ventetiden ned. Nu har regionen nedsat en ny arbejdsgruppe, der skal finde ud af, hvordan det konkret kan lade sig gøre.
- Der er borgere, som måske kan få et andet tilbud og blive behandlet et andet sted end i akutmodtagelsen, siger Malou Skeel (V), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Nordjylland.
Hun håber, at nordjyderne snart vil opleve kortere ventetid på skadestuen.