Et Danmark uden erhvervsuddannelser?: Klip håret selv, plej din mormor og drik kaffen sort

Regeringen vil styrke erhvervsuddannelserne, men hvilken betydning har de mange job egentlig for din hverdag? Bliv klogere her.

Social- og sundhedsassistent er nogle af dem, der bliver uddannet på en erhvervsskole. De lærer du at hjælpe og pleje ældre, syge og handicappede mennesker, som ikke kan klare sig selv. (Grafik: Morten Fogde Christensen)

Murer, guldsmed, frisør, sosu-assistent, buschauffør, gartner, industritekniker.

Listen af erhvervsuddannelser er lang, men det kniber med at få nok unge til at søge den vej efter folkeskolen.

På landsplan valgte 19,4 procent i år en erhvervsuddannelse, men det tal er nødt til at vokse i fremtiden, hvis det skal matche behovet på det danske arbejdsmarked. Derfor har regeringen afsat to milliarder kroner over fire år til at styrke erhvervsskolerne og deres 106 uddannelser.

Fakta om erhvervsuddannelserne

På landets erhvervsskoler kan du vælge mellem 106 uddannelser.

Nyt tal fra Undervisningsministeriet har vist, at fra 2014 til 2017 er 27 procent færre elever startet på en erhvervsuddannelse.

På landsplan valgte 19,4 procent i år en erhvervsuddannelse.

Ifølge erhvervsskolereformen skal hver fjerde elev, der forlader folkeskolen i 2020, vælge en erhvervsuddannelse. I 2025 skal det tal være 30 procent.

Men hvordan vil en hverdag i Danmark egentlig se ud, hvis der fra i dag ikke var nogen erhvervsuddannelser og dermed faglært arbejdskraft? Med hjælp fra senioranalytiker Emilie Lichtenberg fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan du neden for læse en fortælling, der illustrerer, hvor mange med erhvervsuddannelse i baglommen, du egentlig møder i din hverdag.

En dag uden erhvervsuddannelserne

Uret ringer, og du gør dig klar til at springe på badeværelset for at tage et bad. Men vandet virker ikke, da der ikke er uddannet nogen vvs'ere til at fikse det.

Du dropper badet, men glæder dig til et morgenbord med friskbagte rundstykker og basser fra bageren, men uden erhvervsuddannelserne er der ingen bagere.

Grafik: Morten Fogde Christensen

Du vælger i stedet at sætte en dej over til boller, og heldigvis har du din kaffe at trøste dig med. Men hov! Bruger du mælk, eller vil du have ost til bollen? Så må du undvære det, for mejerister er ligeledes en del af erhvervsuddannelserne.

Klokken runder de 11, og du opdager pludselig, at det drypper ned fra loftet på øverste etage i dit hus. Du griber din telefon for at ringe til en håndværker, der kan ordne taget. Men der er ingen.

Du sætter i stedet en spand, der kan håndtere dryppene for nu. Samtidig kommer du i tanke om, at du da heller ikke kan få ordnet skorstenen, der er ved at være helt sodet til. Skorstensfejeren er nemlig heller ikke blevet uddannet.

Grafik: Morten Fogde Christensen

Det er tid til at komme videre med dagen. Du har kigget dig i spejlet i flere uger og konstateret, at dit hår trænger til at blive klippet.

Du sætter dig op på din cykel, og selvom det regner, kan du ikke tage bussen, for buschaufførerne hører også under erhvervsuddannelserne, og derfor er busserne kørt i garagen. Og kryds fingre for at din cykel ikke går i stykker - for der er ingen hjælp at hente hos en cykelmekaniker.

Grafik: Morten Fogde Christensen

På turen mod frisøren vil du højst sandsynlig tænke over, at der er kommet lige lovlig meget vild natur i den by, du bor i. Byens parker og andre grønne områder er tilgroet, for der er ikke nogen anlægsgartner til at ordne det.

Cykelstien er heller ikke, hvad den har været. Der er kommet flere huller til, som ikke er blevet repareret. Og det kommer de højst sandsynlig heller ikke til, da der ikke er uddannet nogen til at lappe dem.

Du når frem til frisøren. Butikken er tom, og det eneste, der er tilbage, er et 'Til salg'-skilt.

Grafik: Morten Fogde Christensen

Du cykler hjem. Der er ikke meget mad i køleskabet, og du bliver enig med dig selv om, at du vil invitere nogle venner med ud og spise i aften.

Men erhvervsuddannelserne står også for at uddanne kokke og tjenere.

Grafik: Morten Fogde Christensen

Du beslutter dig for at spise lidt rester og i stedet tage forbi det lokale plejehjem og besøge din mormor. Da du kommer derhen, har hun ikke været i bad i et stykke tid, og der er ikke blevet gjort rent, for sosu-assistenten eksisterer ikke. Du går i gang med at få det ordnet og cykler hjem.

Da du kommer hjem igen, er al strøm i huset gået. Og elektrikeren - ja han bliver uddannet fra en erhvervsskole, så du må have stearinlyset frem og undvære tv og opladning af telefon.

Fortællingen er lavet for at illustrere, hvor mange job i Danmark, der udspringer fra erhvervsuddannelserne. DR Nyheder gør opmærksom på, at den er et tænkt eksempel og ikke nødvendigvis stemmer overens med alles hverdag. Du kan få et overblik over alle erhvervsuddannelser her.