Et Facebook-like er ikke nok: Virksomheder skal spørge, før de kontakter dig

Det er forbudt at spamme brugere, fordi de reagerer på et Facebook-opslag.

Forbrugerne er beskyttet af markedsføringsloven på Facebook, fastslår Forbrugerombudsmanden. (© dr)

Har du oplevet at blive inviteret til en virksomheds Facebookprofil efter at have givet en reaktion på et opslag på det sociale netværk?

Så er du blevet udsat for spam, fastslår Forbrugerombudsmanden, som er en uafhængig tilsynsmyndighed, der har til opgave at føre tilsyn med, at erhvervslivet overholder lovgivningen.

Konklusionen kommer, efter at en virksomhed har spurgt, hvorvidt Facebooks ”invitér til side”-funktion er omfattet af markedsføringslovens forbud mod uanmodede elektroniske henvendelser.

- En virksomhed må kun invitere dig til at 'synes godt' om sin side eller på anden måde kontakte dig via din profil på Facebook, hvis du har givet virksomheden tilladelse til at gøre det. Det er ikke anderledes end med traditionelle e-mails. Begge dele er elektronisk post i markedsføringslovens forstand, konstaterer forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Tommel-op er ikke samtykke

"Invitér til side"-funktionen giver virksomheder adgang til Facebook-brugere, som udtrykker interesse for deres opslag og dermed er potentielle kunder.

Men den slags henvendelser kræver et klart samtykke fra forbrugerens side, og sådan kan man ikke betragte et tryk på 'synes godt om', 'elsker', 'haha', 'wow', 'ked' eller 'vred':

- De sociale medier har givet virksomheder nye muligheder for at henvende sig direkte til forbrugerne. Men selvom det er nemt at kontakte forbrugerne, er det ikke altid lovligt. Forbrugeren skal have givet sit klare samtykke på forhånd, før virksomheder må henvende sig, forklarer Christina Toftegaard Nielsen, der dog understreger:

- Udviklingen på de sociale medier betyder dog, at vi løbende skal vurdere vores fortolkning af lovgivningen.

Omkring to ud af tre danske virksomheder er på sociale medier, ifølge Danmarks Statistik.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk