Et gram mdma i sodavand dræbte 16-årig i Dianalund

En 18-årig er nu tiltalt for groft uagtsomt manddrab i sagen.

En 16-årig dreng døde i oktober efter at have indtaget stoffet MDMA. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Noel Celis)

Natten til 27. oktober trak en 16-årig dreng i Dianalund vejret for sidste gang, efter at han nogle timer tidligere havde drukket en sodavand med det euforiserende stof mdma.

Det var ifølge anklagemyndigheden ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en 18-årig mand, som blandede drikken og gav den til den 16-årige.

Om den 16-årige vidste, hvad der var i den livsfarlige sodavand, kan specialanklager Skipper Falsted ikke udtale sig om.

- Jeg kan kun sige, at det vil blive et af bevistemaerne, når sagen kommer for retten, siger Skipper Falsted til Ritzau.

Tiltalt for uagtsomt manddrab

Og sagen kommer for retten. For anklagemyndigheden har rejst tiltalte mod den 18-årige mand for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Den 18-åriges advokat, Jens Iversen, oplyser til Ritzau, at han endnu ikke har gennemgået anklageskriftet med sin klient. Derfor kan han ikke udtale sig om, hvordan den 18-årige forholder sig til anklagerne mod sig.

Klokken var cirka 22 den fredag, hvor den 16-årige ifølge anklageskriftet fik sodavandsflasken af den 18-årige mand.

Efter at have drukket noget af indholdet blev den 16-årige dreng dårlig. Klokken 01.46 natten til lørdag den 27. oktober blev han erklæret død.

Ud over anklagen for uagtsomt manddrab er den 18-årige anklaget for at have været i besiddelse af ti gram af stoffet med henblik på salg.

Sagen om uagtsomt manddrab kommer for ved Retten i Næstved den 12. december.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk