Et pust i næsen skal slå virus og bakterier ned

Forskere vil aktivere kroppens immumforsvar via slimhinderne i næsen. Vaccine skal afprøves på mennesker.

Det kan være slut med influenza-vacciner, hvis forsøg med næsespray er vellykkede. (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)

Med en spray og et pust i næsen vil læger ifølge Jyllands-Posten i fremtiden mere effektivt blive i stand at slå virus og bakterier ned, allerede inden at de trænger ind i kroppen og gør skade.

Til efteråret vil den nye form for vaccine for første gang blive afprøvet på mennesker. Her vil 30 kvinder i alderen 18-45 år blive vaccineret mod kønssygdommen klamydia, men metoden med at aktivere kroppens immunforsvar via slimhinderne i f.eks. næsen har langt videre perspektiver.

Nu kan man sætte kroppens yderste forsvarsværk i højeste alarmberedskab, inden virus eller bakterier kommer ind. Det her har potentiale til at forbedre en række af de eksisterende vacciner, samt gøre det muligt at udvikle vacciner mod nogle af de problematiske infektioner, der i dag ikke er vacciner imod,« siger Peter Lawætz Andersen, direktør for vaccineforskning på Statens Serum Institut, til Jyllands-Posten.

Han forudser, at man vil kunne anvende den nye vaccinationsform mod andre infektioner, der kommer ind i kroppen via næsen, munden og underlivet. Det gælder f.eks. herpes, gonorré, hiv, streptokok-halsbetændelse og rsv-infektioner, der er den mest almindelige årsag til bronkitis hos små børn.