'Et stort problem', at mange unge kører på cykel, mens de er fulde

En undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik har lavet sammen med et analyseinstitut viser, at mange unge cykler, selvom de er fulde.

Næsten hver tredje ung mellem 16 og 19 år har kørt på cykel i en beruset tilstand, hvor det ikke var sikkert, viser undersøgelsen. (Arkivfoto) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Danmark)

Måske har du selv gjort dig skyldig i det.

Du har fået lidt at drikke, og du har ikke tænkt over, at du skal cykle hjem, når klokken er blevet mange og promillen høj. Undertegnede har i hvert fald.

Og det er der for mange unge, der har gjort, mener Rådet for Sikker Trafik, som i samarbejde med analyseinstituttet Wilke, har gennemført en undersøgelse blandt 16-19-årige om deres vaner med alkohol og cykler.

Undersøgelsen viser blandt andet, at næsten hver tredje ung mellem 16 og 19 år har kørt på cykel, mens de var for fulde til at kunne køre sikkert. Det tal er for højt, fastslår seniorprojektleder hos Rådet for Sikker Trafik Morten Wehner.

- Det er et stort problem. Jeg tænker, at mange unge tror, at man sagtens kan køre på cykel, selvom man har drukket. Men vi ser alt for ofte, at de unge kommer rigtig galt afsted, siger han.

Det kan ende rigtig galt, hvis man styrter på cyklen.

- Der er desværre alt for mange unge, som ender på skadestuerne med skader på tænderne, skader i ansigtet og på kroppen, hjernerystelse, eller en brækket arm eller et ben.

- Derfor går vi ud med en ny kampagne fra på mandag, som skal fortælle unge om risikoen ved at køre fuld på cykel, og som forhåbentlig kan få flere unge til at lade cyklen stå, når de drikker, siger Morten Wehner.

Mira væltede på cykel, da hun var fuld

En af dem, som det er gået galt for, er Mira Bilal.

I dag er hun 20 år, og i panden har hun en permanent påmindelse om dengang for fem år siden, hvor hun ikke lod cyklen stå efter en aften med alkohol.

Sådan så Mira ud, da hun var væltet på cykel. Hun fik fem sting på såret i ansigtet. (Foto: © (C) DR Nyheder)

- Jeg skulle hjem sammen med min veninde, og vi skulle sove hjemme ved mig. Idet vi kommer cyklende, og jeg er inderst mod kantstenen, får vi kørt ind i hinanden. Hun vælter så ovenpå mig, og jeg falder nederst og slår hovedet ned i kantstenen.

- Så ligger vi der, og hun slår sig ikke så meget. Hun får mig på benene, og jeg siger, at jeg altså har slået mit knæ, og der er hul i min bukser. Hun kigger på mig, og hun bliver helt bleg, og siger, at jeg bløder fra ansigtet, siger hun.

Mira kom hjem til sin mor, der fik hende kørt på skadestuen, hvor såret blev renset og syet med fem sting.

Tænkte I overhovedet over, at I ikke burde cykle, efter I havde drukket?

- Nej. Vi følte, at det kunne vi sagtens. Vi overvejede slet ikke, at der kunne være nogen risiko ved det overhovedet. Det gjorde man bare, siger Mira Bilal.

Det er uheld som Miras, som Rådet for Sikker Trafik vil nedbringe antallet af.

- Jeg tror, der er mange unge, der ikke tænker over risikoen ved at køre fuld på cykel. Måske ved de det godt, men når det så bliver weekend, og de skal til fest, så er cyklen det nemmeste transportmiddel, siger Morten Wehner.

- Det er derfor, vi gerne vil ud med en kampagne, der fortæller, at der skal meget lidt til, før det kan gå rigtig galt.

Morten Wehner fra Rådet for Sikker Trafik fortæller om kampagnen, som lanceres på mandag:

Kampagnen kommer til at køre på sociale medier, hvor det er Rådet for Sikker Trafiks håb, at den kan ramme de unge.

- Vi tror, at vi ved at have en meget autentisk fortælling med en skræmmende effekt, kan ramme de unge, som ikke tænker over, at det kan være farligt at køre cykel, siger Morten Wehner.

Mira håber også, at flere begynder at tænke over, hvilke konsekvenser, det kan have, hvis man vælter på cykel.

- Jeg gjorde det jo selv, så jeg kan ikke sige så meget. Man skal bare være klar over de store konsekvenser, det kan have.

- Jeg har givet et kæmpe chok til min veninde og min familie. Det er det, jeg tænker mest over nu. Og så tænker jeg selv meget mere over, hvordan jeg kommer hjem fra byen nu, siger Mira.

Og i Rådet for Sikker Trafik håber man, at man kan aflæse kampagnens effekt næste gang, de gennemfører en lignende undersøgelse.

- Vi håber, at når vi gennemfører undersøgelsen næste gang, at der er flere unge, der svarer, at de lader cyklen stå, når de drikker, siger Morten Wehner.