Etikprofessor: Forældre presser grænsen for privatlivets fred med overvågning af børn

Forældres GPS-overvågning af børn hylder illusionen om, at livet lader sig kontrollere, påpeger professor i etik.

Med mobilen i hånden kan forældre følge deres børns færden. En tendens etikprofessor ved Aalborg Universitet imidlertid advarer mod. (Foto: Finn vest Christensen © dr)

Livet er grundlæggende farligt. Så kort og kontant lyder budskabet fra etikprofessor ved Aalborg Universitet og medlem af Etisk Råd Thomas Ploug.

For selvom han på mange måder forstår de forældre, der mener, at det er ok at overvåge børnene på en GPS, så er symptomet forbundet med en langt mere alvorlig tendens, som handler om kontrol.

Ifølge en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR Nyheder, mener en tredjedel af forældre til børn i alderen 8-17 år, at det er helt eller overvejende i orden at følge med i sit barns færden med GPS.

- Det her fænomen siger noget om den kontrol, vi i dag søger at have i alting. Og denne her form for teknologi understøtter vores trang til at kontrollere angst og frygt, lyder det fra etikprofessor Thomas Ploug.

Men "tryghedsnarkomanien", som han kalder det, har en række negative konsekvenser for den måde, vi lever vores liv på.

-I stedet for at udfolde os, så kommer hele vores liv til at handle om at få kontrol over ting i det nære og i fremtiden, siger han.

- Vi hylder os selv i en illusion om, at livet lader sig kontrollere, og at vi kan eliminere de risici, der er for bundet med at leve. Vi er nødt til at lære, at uanset hvor meget vi står på hænder, så er livet fyldt med fare, lyder det fra Thomas Ploug.

Men én ting er, hvordan teknologi begrænser mennesker i at leve. Noget andet er, at anvendelsen af den grænser til krænkelse.

- Det handler om, at man sætter den grundlæggende respekt for andre mennesker over styr, mener Thomas Ploug.

- Man presser grænsen for privatlivets fred.

Af denne grund mener etikprofessoren, at man som minimum skylder børnene, at fortæller dem om overvågningen.

- Børnene skal have mulighed for at blive indviet i, at man som forælder påtænker at overvåge dem. Man bør derfor lave en kontrakt. Et specifikt informeret samtykke, som klart angiver hvornår overvågningen finder sted, siger Thomas Ploug.

SAGEN KORT

  • Med den GPS, der er indbygget i nye mobiltelefoner, kan forældre følge med i, hvor deres børn er henne.

  • En tredjedel af forældrene til børn mellem otte og 17 mener, at det er helt eller overvejende i orden at følge sit barn via GPS'en i barnets mobiltelefon, viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR Nyheder.

  • Bekymrede eller nysgerrige forældre kan benytte sig af en række forskellige apps til finde deres børn.

Facebook
Twitter