Etisk Råd stoler endnu ikke på ny genbehandling

Kinesiske forskere har måske udviklet en metode til at forhindre arvelige sygdomme, men Etisk Råd er skeptiske

Kinesiske forskere har måske fundet løsningen på, hvordan arvelige sygdomme undgås. Men Etisk Råd mener, at metoden er for usikker til at få grønt lys. (Foto: Lu Hanxin © Scanpix)

En ny genteknologi åbner måske døren for, at forældre og forskere kan regulere børns gener.

Kinesiske forskere har nemlig udviklet en teknologi, der gør det nemt og billigt at klippe i befrugtede ægcellers DNA-strenge. Dermed bliver det måske muligt at fjerne gener for arvelige sygdomme.

Alligevel vækker det bekymring i Etisk råd, fortæller Anne-Marie Gerdes, medlem af Etisk Råd og overlæge på Rigshospitalets Genetiske Klinik.

- Vi er enige om, at der stadig mangler forskning, og derfor er vi bekymrede for sikkerheden. Der er flere forhold, som vi skal blive klogere på, for at være sikre på at det bruges forsvarligt, siger hun.

Frygter for langtidsvirkningerne

Etisk Råds formand, Gorm Greisen, frygter for langtidsvirkningerne. Hvis læger redigerer i generne, så er det ikke kun det enkelte barn, der bliver kureret. Ændringerne vil gå i arv til alle fremtidige efterkommere.

- Jeg frygter, at vi gør noget, vi vil fortryde, for når det er sket, er det svært at gøre om. Det er kernegrunden til min skepsis, siger Gorm Greisen.

/ritzau/

FacebookTwitter