Kasser fyldt med nektariner, appelsiner og æbler ender ikke i folks maver, men som affald.
Europæiske landmænd står med et enormt overskud af frisk frugt, efter Rusland tidligere på måneden har stoppet al import af adskillige fødevarer fra EU. Det sker som et modsvar til EU, USA og andre vestlige landes sanktioner mod Rusland ovenpå krisen i Ukraine.
Dermed var der lagt op til, at frugtpriserne ville falde enormt i de europæiske supermarkeder - måske helt op til 80-90 procent. I stedet har EU afgjort, at den friske frugt bliver destrueret.
- Når EU vælger at få frugten destrueret, gavner det landmændene, men skader forbrugerne, siger seniorådgiver hos Institut for fødevarer og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, Henning Otte Hansen, til DR Nyheder.
- Man lader forbrugerne betale for at frugten bliver destrueret, og forbrugerne går dermed glip af den billige frugt, siger han.
Forbrugere går glip af billig frugt
EU har valgt at støtte europæiske landmænd med op til 125 millioner euro, svarende til knap en milliard kroner, i den pressede tid for at undgå, at prisen på frugt og andre fødevarer falder voldsomt, og markedet kommer ud af kurs.
Dermed bliver landmændene betalt for at give frugten til skoler og sygehuse, og destruere resten.
- Det er et tiltag for at sikre, at priserne ikke rammer et kriseniveau, siger Roger Waite, talsperson for EU kommissionen.
Frugtpriserne i EU vil falde alligevel, men slet ikke i samme omfang, fortæller Henning Otte Hansen.
- Men det er jo ikke forbrugernes skyld, at konflikten med Rusland er opstået. Så man kan godt argumentere for, at det burde være landmændenes ansvar, at de er i en brance, hvor de risikerer prisfald, siger Henning Otte Hansen.
Nødvendigt i en krisesituation
Hos Landbrug og Fødevarer beklager man, at landmændene er nødt til at kassere store dele af deres frugt. Men tiltaget fra EU er alligevel nødvendigt, mener de:
- Vi er i en ekstraordinær situation, som kalder på ekstraordinær handling. Jeg husker ikke en tidligere situation, hvor et marked af den størrelse er blevet lukket fra dag til dag, siger Jan Laustsen, der er handelspolitisk chef i Landbrug og Fødevarer.
- Det er aldrig tilfredsstillende at frugt, der egentlig skulle konsumeres, nu risikerer at skulle destrueres. Men jeg tror på, man gør, hvad man kan for at forbruge det meste fornuftigt, siger han.
Se billeder fra Spanien, hvor landmændene kasserer store mængder frugt i videoen over artiklen.