EU-finansieret rapport stempler Danmark som islamofobisk

Rapporten, der er lavet af en tyrkisk tænketank, får en hård medfart af danske politikere.

Ifølge en tyrkisk forfattet rapport er Danmark islamofobisk. Rapporten får hård kritik af danske politikere (Arkivfoto). (Foto: © David Leth Williams, Scanpix)

Ifølge en ny rapport er Danmark et islamofobisk land.

Formålet med rapporten, "European Islamophobia Report 2018", skulle være at styrke dialogen og skabe større solidaritet mellem Europa og Tyrkiet.

Men rapporten kritiseres for at være en skandale og misbrug af EU-penge.

Ifølge Jyllands-Posten, så har tænketanken bag rapporten forbindelser til den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan. (Foto: © ADEM ALTAN, Scanpix)

I rapporten står der blandt andet, at Danmark sidste år var præget af "krænkende holdninger" og "ekskluderende politiske kampagner" rettet mod herboende muslimer.

Har kostet en million kroner

Desuden har Danmark via diskriminerende og antimuslimske love ændret sig fra at være et demokrati til et "etnokrati". Det vil sige en styreform, hvor én etnisk gruppe har magten.

Bag rapporten står den tyrkiske tænketank Seta. Tænketanken har flere forbindelser til den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, skriver Jyllands-Posten.

EU har betalt rapporten med 126.952 euro. Det svarer til knap en million danske kroner.

Pengene er såkaldt førtiltrædelsesbistand, som tilfalder Tyrkiet, fordi landet officielt kandiderer til at blive optaget i EU.

Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har Danmark og flere andre EU-lande drøftet sagen med EU's repræsentant i Ankara. (Foto: © Celina Dahl, Scanpix)

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er "virkelig vred" over rapporten.

- Selvfølgelig skal EU-midler ikke bruges til at finansiere en tyrkisk ngo's rapport om islamofobi i Europa, herunder Danmark, skriver han til Jyllands-Posten.

"En skandale"

Han tilføjer, at Danmark og flere andre EU-lande har drøftet sagen med EU's repræsentant i Ankara. Her har de kritiseret denne form for førtilstrædelsesbistand til kandidatlande.

Peter Kofod (DF) mener, at EU bør meddele Tyrkiet, at landet aldrig bliver medlem af EU. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Peter Kofod fra Dansk Folkeparti mener, at EU bør standse al førtiltrædelsesfinansiering og meddele Tyrkiet, at landet aldrig bliver medlem af EU.

- Det er jo en skandale, at EU-systemet finansierer den slags fuldstændig vanvittige ting med de penge, Tyrkiet får for formelt at blive gjort klar til at blive et medlemsland, siger han til avisen.

Jyllands-Posten har henvendt sig adskillige gange til Seta og forfatterne bag rapporten. De er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

/ritzau/