EU tillader farlig kemi i legetøj

EU tillader kemi i legetøj, selv om der er tale om stoffer der kan føre til permanente skader på børnene.

Direktivet tillader blandt andet tungmetaller som bly, krom og nikkel, duftstoffer, CRM-stoffer og nogle typer ftalater. (Foto: Martin Rasmussen © Scanpix)

EU tillader kemi i legetøj, selv om der er tale om stoffer der kan føre til permanente skader på børnene.

EU-kommissionens forslag til et nyt direktiv om legetøj, som offentliggøres i dag, tillader både parfume, der er allergifremkaldende, og stoffer, der er kendt for at være kræftfremkaldende eller at kunne ændre menneskers arveanlæg og skade forplantningsevnen. De såkaldte CMR-stoffer.

Sikkerhed forbedres ikke

- Der er ikke tale om, at man øger sikkerheden for børnene. De allergifremkaldende stoffer, som bliver forbudt, er stoffer som industrien i forvejen ikke bruger, siger centerleder for Videnscenter for Allergi speciallæge Jeanne Duus Johansen til gratisavisen Urban.

Andre 26 stoffer, der er potentielt allergifremkaldende, skal deklareres, hvis de findes i legetøjet.

- Deklarationer er for dem, som allerede har en allergi, men det hjælper jo ikke andre til at undgå at få allergi, siger Jeanne Duus Johansen.

Forbrugerorganistioner: Stofferne skal væk

Det europæiske forbrugerråd BEUC mener, at de 26 duftstoffer og alle CMR-stoffer skal forbydes i legetøj.

Det danske forbrugerråd er af samme opfattelse.

- Børn er mere følsomme over for de stoffer end voksne, så vi mener slet ikke, de stoffer bør være i legetøj, når de er kendt for at være skadelige. Børn har en anden adfærd. De sover med deres legetøj og propper ting i munden, så de har kontakt med deres legetøj i længere tid ad gangen, siger miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, Claus Jørgensen.

Christel Schaldemose, medlem af Europaparlamentet for Socialdemokraterne, mener ikke at forslaget lever op til de krav, Europaparlamentet har stillet til direktivet.

- Parfumestoffer og CMR-stoffer hører ikke hjemme i legetøj, siger Christel Schaldemose.

Facebook
Twitter