Europæisk smitteagentur i ny prognose: Julemåneden vil bringe markant flere smittede danskere

Alt kan komme i spil, siger S-ordfører om mulige nye restriktioner.

Coronasmitten i Danmark vedbliver at blive på et forholdsvis højt niveau, og det vil blive højere, forudser europæisk smitteagentur. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, AFP or licensors)

Det er ikke just opløftende at bladre igennem den nye prognose for coronasmitte fra det europæiske smitteagentur, ECDC.

Her fremgår det nemlig, at Danmark kan se frem mod et støt stigende antal smittetilfælde og flere hospitalsindlæggelser, som vi nærmer os juleaften.

Hvor vi i dag ligger omkring 1.000 nye smittede hver dag, vil der hen mod slutningen af december være tæt på det dobbelte, forudser ECDC i den nye prognose.

- Den ser ikke for lovende ud for Danmark. De forudser en ganske stor vækst over den næste måned, siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk biologi og epidemiforsker ved Roskilde Universitet.

- ECDC lægger stor vægt på vores restriktioner. Hvis de kigger lidt overfladisk på, hvordan vores restriktioner ser ud i forhold til så mange andre lande, så lever vi relativt frit. Det gør, at prognoserne ser lidt dommedags-agtigt på os, siger han.

Alle snyder lidt

Tirsdag kom det frem, at kontakttallet i Danmark ligger på 1 - altså et sted, hvor smitten ikke buldrer af sted ude af kontrol, men hvor der i den grad stadig er grund til bekymring, mener Viggo Andreasen.

- Vi er lidt for meget sammen, som det er i dag. Der er i hvert fald ikke plads til, at vi slår gækken mere løs, end vi gør, og mødes med flere folk end nu. Det er lidt bekymrende, for det er næsten ikke til at tro andet end, at når julen nærmer sig, så vil folk mødes med hinanden, siger epidemiforskeren.

- Alle – mig selv inklusive – snyder lidt over tid. Der kunne man godt være bange for, at julen er et tidspunkt, hvor vi vil snyde lidt mere end ellers. Derfor er et kontakttal på 1 ikke helt godt nok, siger Viggo Andreasen.

Regeringen besluttede for nylig at forlænge forsamlingsforbuddet på ti personer frem til 13. december, men der er endnu ikke meldt noget ud om selve julen - eller om der snart kommer nye restriktioner.

I Danmark er der lige nu en samlet kapacitet til at teste omkring 95.000 personer om dagen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Ifølge Viggo Andreasen vil det give mening at skrue endnu mere ned for aktiviteten - særligt når julen nærmer sig. Det har virologer som Allan Randrup Thomsen også foreslået for nylig. Viggo Andreasen har konkret slået på tromme for, at alle danskere skal være i eget hjem ved midnatstid.

- Både generelle restriktioner for hele befolkningen og målrettede indsatser, som vi ser flere steder i dag, vil hjælpe, siger han med henvisning til blandt andet den københavnske vestegn, hvor der lige nu gøres en særlig indsats for at inddæmme smitten.

I Lungeforeningen ser formand Torben Mogensen også med bekymret mine på den nye prognose fra det europæiske smitteagentur.

- Vi nærmer os en tid, hvor folk plejer at fejre en højtid i et meget festligt lag. Hvis ikke folk overholder restriktionerne og tager det her alvorligt, tror jeg, at smitten kan sprede sig ret meget. Det er formentlig også det, ECDC regner med, siger han.

SF kræver nye restriktioner

SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, er i øjeblikket "super bekymret" og foreslår, at der hurtigst muligt indføres skrappere restriktioner.

- Vi går alle og drømmer om at få knækket kurven frem mod midten af december for at kunne trække vejret lidt lettere ind i julen. Men det ser svært ud.

- Jeg synes, at man seriøst skal begynde at arbejde med de små grupper i daginstitutionerne og skolerne igen. Måske skal eleverne på ungdomsuddannelserne møde forskudt, måske hver anden dag på skolen, siger Kirsten Normann Andersen.

SF så også gerne, at det fremover er det samme personale, der kommer til de samme borgere i ældreplejen, så de ikke har så mange nye kontakter i hverdagen.

- Og på Vestegnen og i København vil jeg ikke udelukke, at man skal lukke uddannelsesinstitutioner ned i et stykke tid, 14 dage til en start. Smitten er drevet af unge mennesker.

- Vi må erkende, at årstiden er imod os, så der skal virkelig strammes op i de næste to uger, hvis vi skal lykkes med noget, siger Kirsten Normann Andersen.

Også De Konservative og Dansk Folkeparti har for nylig været på banen med krav om flere restriktioner.

S: For tidligt at sige noget om julen

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, vil ikke afvise, at der kan komme nye restriktioner frem mod jul - alt er i spil.

- Vi har netop forlænget restriktionerne, fordi det ikke går den rigtige vej. Der kan godt komme flere restriktioner, det kommer an på udviklingen i det næste stykke tid. Det gælder både generelle restriktioner og lokale indsatser, siger han.

Men er I ikke nødt til at gøre noget, når vi allerede nu har et højt niveau af dagligt nye smittede og ser ind i en julemåned, hvor folk nok vil være mere sammen?

- Det er for tidligt at sige noget om julen endnu. Men der er helt åbenlyst flere hensyn at tage. Vi skal passe på os selv og hinanden, men det er heller ingen hemmelighed, at julen er en højtid, der betyder utrolig meget for utroligt mange mennesker, siger Rasmus Horn Langhoff.

Han erkender, at der lige nu er for mange pile, der peger i den forkerte retning.

- Det bekymrer mig, at det nogle steder rundt i landet går den forkerte vej, blandt andet på den københavnske omegn. Og det kommer kun til at blive koldere, og vi må formode, at influenzaen får mere fat. Kombineret med at smitten stadig er i den høje ende, så er det bekymrende.

- Diskussionen er ikke, om vi skal trække fra i restriktionerne. Det, der er diskussionen, er, om der er steder, hvor man er nødt til at lægge til. Alt kan komme i spil. Det kan være nationale, regionale, lokale restriktioner, siger Rasmus Horn Langhoff.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Statens Serum Institut til prognosen fra ECDC.