Tramadol

Eva fik tramadol i et halvt år: 'Min krop skreg efter pillerne'

Efter en diskusprolaps blev Eva Brønnum-Carlsen afhængig af det morfinlignende stof.

- Jeg har aldrig nogensinde set mig selv som en, der var afhængig af stoffer. Men det var jeg jo, siger Eva Brønnum-Carlsen. (© DR Nyheder)

En morgen for knap tre år siden fik Eva Brønnum-Carlsen pludselige og voldsomme rygsmerter, da hun stod ud af sengen.

- Jeg kunne næsten ikke trække vejret, blev bevidstløs og blev hentet af en ambulance, fortæller hun.

Hun havde fået en diskusprolaps, som skulle ses an før en eventuel operation. Derfor fik hun ordineret forskellige typer medicin til at holde smerterne i ave.

Blandt de piller, den nu 47-årige Eva Brønnum-Carlsen fik recept på, var det smertestillende middel tramadol, som Lægemiddelstyrelsen netop har besluttet at skærpe overvågningen af.

49 indberetninger

Den skærpede overvågning er indført, efter at smerteklinikker og misbrugscentre i en DR-dokumentar denne sommer advarede om, at de ser tramadol som langt mere vanedannende, end stoffet er blevet markedsført som.

På den baggrund indførte Lægemiddelstyrelsen en skærpet indberetningspligt, som gjorde det obligatorisk for lægerne at indberette mulige bivirkninger ved midlet.

Siden september har styrelsen modtaget 49 indberetninger om tramadol, som 300.000 danskere får.

Dengang Eva Brønnum-Carlsen fik sin diskusprolaps, oplevede hun, at lægerne uden videre udskrev det smertestillende middel, som hun endte med at tage flere gange dagligt igennem det halve år, der gik, før lægerne besluttede at operere hende.

- Jeg havde rigtig slemme smerter og kunne hverken være, eksistere eller passe noget job. Så det var en lettelse, siger hun.

- Tramadol hjalp mig. Til at begynde med.

- Der skete ret ekstreme ting ved min krop

Efter noget tid begyndte bivirkningerne dog at melde sig.

- Jeg blev meget tyndhudet. Man skulle bare prikke til mig, så græd jeg, husker hun.

Det føltes også, som om hendes hjerte sad oppe i halsen og pumpede, så hun nærmest ikke kunne trække vejret. Hendes hud begyndte at klø voldsomt, og hun begyndte at tabe håret.

- Jeg havde meget svært ved at sove om natten, og når jeg sov, kunne jeg vågne helt badet i sved, så vi måtte stå op og skifte sengetøjet. En halv time senere lå jeg og rystede af kulde. Så det var ret ekstreme ting, der skete med min krop, siger Eva Brønnum-Carlsen.

Min krop skreg efter pillerne

Hun lagde godt mærke til, at hun ikke behøvede at sætte uret for at huske, at det var tid til den næste pille. Men det var først, da hun gradvist skulle trappe ud af medicinen efter rygoperationen, at det gik op for hende, hvor afhængig hun var blevet af pillerne.

- Min krop skreg efter dem. Det var sådan, det føltes. Jeg græd og rystede fire døgn i træk. Det nemmeste ville have været at tage en pille, for så var det gået væk. Men det var bare ikke nogen holdbar løsning, siger hun.

- Jeg har aldrig nogensinde set mig selv som en, der var afhængig af stoffer. Men det var jeg jo.

Selvom det var opslidende at holde op med at tage pillerne, valgte Eva Brønnum-Carlsen at tage dem igen, da hun for nogle måneder siden måtte have en ny rygoperation.

- Men jeg var meget bevidst om, at jeg ville af med dem hurtigst muligt, så jeg trappede mig selv ned - og gjorde det måske også lidt for hurtigt, for jeg kunne mærke min ryg og smerterne, siger hun.

I anden omgang nåede hun at tage det morfinlignende præparat i to uger. Hun kunne hurtigt genkende symptomerne fra første omgang: Kløende hud. Rystelser. Hjertet oppe i halsen.

Alligevel vil Eva Brønnum-Carlsen ikke udelukke, at hun kunne finde på at tage pillerne igen, hvis det skulle komme til en tredje operation.

- Men så ville jeg i det mindste vide, at de har de bivirkninger.

Det betyder skærpelsen fra Lægemiddelstyrelsen:

  • Opioider er den stærkeste smertestillende medicin, der findes på det danske marked.

  • De svagere opioidpræparater bliver nu gjort det, man kalder kopieringspligtige.

  • Det betyder, at lægernes udskrivningsmønster fremover kan overvåges ved, at recepter kobles til lægens ydernummer, digitale signatur eller CPR-nummer.

  • Det vurderes, at det vil få lægerne til at tænke sig om en ekstra gang, før de skriver recept på midlerne.

  • Mulighederne for at udskrive præparaterne indskrænkes ikke.

Overvågningen af disse præparater skærpes:

  • Buprenorphin

  • Codein

  • Nalbuphin

  • Opium

  • TramadolKilde: Lægemiddelstyrelsen

Facebook
Twitter