F16-pilot: Afvisning af russiske bombefly er en gentlemansport

Der er fart på, når de danske kamppiloter går på vingerne for at vogte dansk luftrum.

Når danske F16-kampfly møder russiske kolleger i luften, foregår det meget gentleman-agtigt, forklarer en fhv. dansk jagerpilot. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det er kun få dage siden, at major Martin Jespersen i sit F16-kampfly selv var med til at 'intercepte' en formation af russiske militærfly over Bornholm.

Chefen for jagereskadrille 727 fortæller, at han akkurat havde hængt sin hjelm op efter en anden flyvetur, da alarmen gik.

- Vi løb ud til flyene og fik at vide, at vi skulle ud over Østersøen. Der var tre russiske fly, der skulle eskorteres rundt om Bornholm i internationalt luftrum. Vi fandt dem; det var et russisk overvågningsfly med eskorte af to kampfly. Vi fik kigget lidt nærmere på dem, taget billeder og fulgte dem rundt, siger Martin Jespersen, der i luften også går under flyvernavnet 'Spe'.

Tidligere på ugen eskorterede danske F16-jagere to russiske bombefly af typen TU-160 på togt langs den danske vestkyst. Det var tredje gang i løbet af tre uger, at russiske bombefly var på mission langs norske samt danske kyster.

Eskadrillechef Martin Jespersen i cockpittet af sin F16-jager. Foto: Casper Tybjerg.

Fly står klar året rundt

Som kamppilot er Martin Jespersen ofte en del af det såkaldte afvisningsberedskab, der bevogter dansk luftrum med to F16-fly, der med et øjebliks varsel kan sendes på vingerne.

- Vi har F16-fly på beredskab 24 timer i døgnet året rundt. Maskinerne er altid klar til at gå på vingerne med kort varsel. Flyet er sat op, så vi populært sagt kan løbe ud, dreje nøglen og gå i luften, siger Martin Jespersen, der fortæller, at piloter og teknikere opholder sig i en vagtbygning en kort løbetur fra flyene.

Når alarmen går, er der en klokke, der ringer, og på en telefonlinje får mandskabet besked om, hvilken type alarm der er tale om.

- Man har på ingen måde fingeren på aftrækkeren. Det er langt væk i den forstand, at der hersker dyb fred. Man forventer ikke, at der er noget under opsejling, når man går i luften. Men det er alment kendt, at vi flyver med skarpe våben. Det samme gør vores russiske kolleger. Men vi er ikke tæt på at aflevere dem, siger eskadrillechefen.

Tidligere pilot: Meget gentleman-agtigt

I modsætning til en normal arbejdsdag som pilot, er der et vist element af spænding over afvisnings-vagterne. Det fortæller en anden og nu pensioneret jagerpilot med 20 års erfaring i et F16-cockpit.

- Som kamppilot er vagterne ret fede, for det er mere 'skarpt' end til hverdag. Særligt når de hurtige flytyper kommer. Kampfly eller supersoniske, russiske bombefly. Jo mere potent flyet er, jo sjovere er det som pilot. Andre gange er det ren rutine, så man nærmest kan stille sit ur efter det, siger piloten, der af respekt for sine flyvende forhenværende kolleger ønsker at være anonym.

Han fortæller, at det gør indtryk, når piloter fra 'to forskellige verdener' mødes højt oppe i luften med få meters mellemrum.

- Det foregår på en meget gentleman-agtig måde. Vi skal jo tage billeder, og det foregår på den måde, at man holder sit kamera op og viser, hvad man har til hensigt. Så nikker eller vinker den russiske pilot, og man tager sit billede. Det handler også om sikkerhed. Vi flyver meget tæt, så der skal ikke megen vaklen i geledderne til, før det går galt. Derfor er det godt at være forsigtig, fortæller piloten, der afviser, at man har fingeren på aftrækkeren til maskinkanonen eller missilerne.

- Vi indstiller vores forsvarsmekanismer på en anden måde, ellers ikke. Der er ikke noget med at afsikre våben eller 'lege' luftkamp med russerne. Hvis man laver noget lort deroppe, kan det få uoverskuelige konsekvenser, siger den pensionerede F16-pilot.

  • F16-kampfly kan være på vingerne på få minutter, når de er på afvisningsberedskab, fortæller en dansk pilot. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Et billede fra det russiske forsvarsministerium viser et svensk fly, der bliver eskorteret af et russisk kampfly. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)
  • Når piloterne ikke er i luften på missioner, fordriver de tiden i vagtbygningen med madlavning, bordtennis, film eller læsning. Når alarmen ringer, løber de ud til flyene og er i luften på få minutter. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Der er som regel to fly på vagt, der går på vingerne sammen. I luften udgør de to fly et makkerpar, hvor der altid er en 'wingman', der kan dække kollegaen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Tidligere på ugen blev to russiske Tu-160-bombefly, samme type som det store fly på dette billede, eskorteret langs den danske vestkyst af F16-jagere. (Foto: handout © Scanpix)
1 / 5

Undgår at provokere russerne

Fra Eskadrille 727 i Skrydstrup fortæller Martin Jespersen, at der er strenge regler for, hvor tæt de danske fly må komme på russerne.

- Typisk lægger vi os på siden af flyene og følger dem et stykke tid. Vi tager billeder af dem for at identificere og se, om de har nogle spændende antenner eller andet monteret. Når de fremmede fly er på vej væk fra dansk interesseområde, så returnerer vi til Skrydstrup, siger eskadrillechefen, der understreger, at de danske piloter passer på ikke at tirre russerne.

- Man er så tæt på, så man kan se de russiske piloter tydeligt. Vi er meget opmærksomme på at overholde både egne samt Natos regler for, hvor tæt man må flyve. Simpelthen af den grund, at vores opførsel ikke på nogen måde må kunne opfattes som provokerende.

Danske F16-fly på afvisningsberedskab er normalt ladt med skarpe skud i maskinkanonen samt rigtige målsøgende missiler.

For nylig hævdede indiske myndigheder, at man for første gang havde skudt et F16-fly ned i luftkamp mellem to jagerfly.

Facebook
Twitter