For få ombord på arktiske patruljer: Må stoppe når besætningen skal sove

Forsvarets arktiske inspektionsskibe mangler soldater og det påvirker opgaverne i strategisk vigtige områder

Der er for få ombord på Forsvarets arktiske inspektionsskibe og det betyder, at patruljerne bliver sat på pause, så besætningen kan hvile eller sove. (Foto: © Dennis Olsgaard, DR)

Døgnet rundt burde Forsvarets arktiske inspektionsskibe holde et vågent øje med fremmede magters fartøjer ved Færøerne og Grønland.

Men i stedet for en døgnåben operation, må inspektionsskibene af Thetis-klassen alt for ofte nøjes med at patruljere indenfor almindelig kontortid.

På grund af soldatermangel er besætningerne for små og det betyder, at inspektionsskibene i de strategisk vigtige farvande er tvunget til at søge havn eller smide anker, slukke lyset og sige godnat.

Niels Pihlblad, tillidsmand for 1. besætning, division 11 ved Søværnets 1. Eskadre. (Foto: © Dennis Olsgaard, DR)

Så de trætte besætninger kan hvile ud eller sove.

- Som det er i øjeblikket, så bruger vi meget tid på at kaste anker hen under aften, så besætningen kan få lov at hvile sig til næste dag, siger seniorsergent Niels Pihlblad, tillidsrepræsentant ombord på et af Thetis-klassens inspektionsskibe.

Men den tid besætningen hviler sig, der kan I ikke sejle rundt og holde øje med f.eks russiske ubåde?

- Nej, det kan vi ikke. Man drosler fuldstændig ned, så besætningen kan få lov til at hvile sig lidt. Så de kan være klar igen næste dag, siger seniorsergenten.

Inspektionsskibene skal patruljere netop de farvande, hvor russiske fartøjer, der er sat i forbindelse med mulig spionage eller sabotage mod undervandskabler, også sejler.

I dokumentarserien 'Skyggekrigen' har DR, NRK, SVT og Yle kortlagt store mængder skibstrafikdata og fundet 50 russiske skibe i Norden, som de seneste ti år har sejlet på mistænkelig vis og derfor kan være brugt til spionage. Det vurderer eksperter på baggrund af kortlægningen.

Du kan se første afsnit 'Skyggekrigen' her.

Skyggekrigen

Hver fjerde køje er tom

Omkring hver fjerde køje står i dag tom i 1. Eskadre, som er den enhed i Søværnet, der sejler i farvandene ved Grønland og Færøerne.

På kun halvandet år er antallet af tomme køjer fordoblet. Fra 40 omkring juletid forrige år til 83 i marts i år, viser tal fra Søværnet.

Det betyder, at alle enhedens togter i det strategisk vigtige og farlige farvand foregår med for få besætningsmedlemmer ombord, ifølge tillidsrepræsentanterne.

- Det sker hver eneste gang, siger Finn Bæk Karlsson, marinespecialist og fællestillidsmand i 1. Eskadre.

- Hvis et fodboldhold møder otte personer op til kamp, så bliver resultatet også derefter, konstaterer han.

Han fortæller, at de tilbageværende besætningsmedlemmer bliver slidt ned under togterne - også selv om inspektionsskibene ofte kaster anker for natten for at hvile.

- Når der mangler folk, så er der andre, der skal løbe stærkere. Et skib er i gang døgnet rundt, men hvis der mangler folk på vagterne, så er der andre, der skal dække dobbelt ind.

Kan ikke løse bestemte opgaver

Manglen på besætningsmedlemmer ombord betyder, at der er opgaver, som skibene ganske enkelt ikke kan løse.

- Vi har for eksempel ikke kunnet lave fiskeriinspektion i høj sø, fordi vi ikke har været nok ombord, der har været uddannet til at kunne det, siger dæksgast og overkonstabel Emil Blom.

Typisk varer togterne seks uger - og hen mod afslutningen opstår risikoen for, at perioden bliver forlænget, fortæller besætningsmedlemmerne.

- Der kan man godt mærke en frygt for, at man bliver bedt om at blive, for at fylde ind på den næste besætning, der heller ikke er fuldtallig, fortæller dæksgast Sofie Molbech Jensen.

- Det kan godt være lidt svært, at man aldrig kan forudsige, hvad der sker, fordi man også gerne vil have private planer, siger hun.

Eskadrens tillidsfolk fortæller, at det bliver en 'ond skrue uden ende’, når de trætte besætningsmedlemmer gang på gang bliver beordret til at tage et ekstra togt.

- Det går måske en, to eller tre gange. Så løber man nok tør for undskyldninger over for familien derhjemme, og så tror jeg, de vælger at stoppe, siger Finn Bæk Karlsson.

Hvis der ikke sker noget, kan 1. Eskadre så blive ved med at løse Forsvarets og nationens arktiske forpligtelser?

- Det korte svar er nej. Hvis det her fortsætter, så har vi ikke folk nok til at løse de opgaver, vi bliver pålagt af politikerne, siger Finn Bæk Karlsson.

Forsvaret henviser til minister

Forsvaret ønsker ikke at udtale sig om soldatermanglen i Søværnets 1. Eskadre, men henviser til, at forsvarschef Flemming Lentfer tidligere har udtalt sig til DR Nyheder om soldatermangel i Forsvaret.

Forsvarskommandoen henviser i stedet til Forsvarsministeriet og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Herfra er beskeden, at han netop nu arbejder på en slags plaster på såret, der på den korte bane skal begrænse soldaterflugten fra Forsvaret.

Før det næste forsvarsforlig og eventuelt større ændringer, der først træder i kraft fra januar 2024.

- Jeg er selv bekymret for, at vi kommer til at miste for mange dygtige medarbejdere, fordi de simpelthen er for meget ude og sejle og for lidt hjemme, siger Troels Lund Poulsen.