Få overblikket over sommerpakken her

I alt er der initiativer for 1,6 milliarder kroner i den nye sommerpakke.

Der bliver igen mulighed for at sejle gratis med færger til de danske øer til sommer. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Der skal gang i sommeraktiviteterne, gang i turismebranchen og gang i rejserne rundt i Danmark. Og en hel masse andet.

Derfor har et bredt flertal i Folketinget aftalt en såkaldt sommerpakke, der sætter 1,6 milliarder kroner af til en hel masse ting, der altså både skal hjælpe turismen, hjælpe udsatte personer og hjælpe en masse af de virksomheder, der har været presset af nedlukning.

Her får du et overblik over, hvad pengene egentlig bliver brugt på:

Gratis færger

Gratis færgeture bliver igen i år en del af sommerpakken. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

I år oplyser Erhvervsministeriet at pakken indeholder 75 millioner kroner til at sikre gratis færger til danske øer, i hvad der svarer til en måned. De gratis færgeture gælder for gående og cyklister.

Også i 2021 kunne man stige ombord på de gratis færger, men som noget nyt må færgerne dog selv bestemme, hvilke afgange der skal være gratis.

Derudover vil der være øremærket en række billetter til øboerne, så de er sikret billetter og ikke kigger mod en fyldt færge uden mulighed for at komme til og fra øen, oplyser Erhvervsministeriet. Det er færgeoperatørerne, der selv skal administrere de øremærkede billetter.

Rejsepas genoplives

Otte dages fri rejse med al offentlig transport for 399 kroner er også en del af pakken. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

Ligesom i sommeren 2020 vil rejsepasset blive indført, og netop det kommer til at ligne modellen fra sidste år. Det er et rejsepas, der gælder til otte dages sammenhængende rejse med al offentlig transport i Danmark.

Passet koster 399 kroner for voksne og 199 kroner for børn mellem 12 og 15 år. Børn under 12 år rejser gratis ifølge med en voksen.

Der vil være mindst 66.000 rejsepas til salg. De bliver solgt efter først-til-mølle-princippet via hjemmesiden "rejsepas.nu" og på salgssteder hos DSB i Aarhus, Odense og København.

Flere events

Restauranter kan også få tilskud til arrangementer. Arkivfoto fra Grøften i Tivoli. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix)

Samtidig vil restauranter i hele landet få mulighed for at søge om 35.000 kroner, som skal bruges på tiltag og events, der skal lokke turister til.

Tilskuddet kan også bruges på at give rabat eller afholde andre aktiviteter, der kan trække folk til.

Hoteller kan også søge, hvis de har en restaurant i hotellet. Der er sat 70 millioner kroner af til det.

Der er også sat 5 millioner kroner af til "madoplevelser og sommermiddage", der er målrettet de store byer som København, Aarhus, Odense og Aalborg. Her skal byernes offentlige rum bruges til madoplevelser, der afholdes af organisationerne FOOD og Madkulturen.

Hjælp til kultur, idræt og foreninger

Der skal også skabes kultur- og fritidsaktiviteter for børn og unge hen over sommeren. (Foto: © søren bidstrup, Ritzau Scanpix)

I aftalen har partierne vurderet, at der er brug for at sætte gang i aktiviteter med gode kulturoplevelser og sommerarrangementer for blandt andet børn og unge.

Derfor har man igangsat flere initiativer, der skal støtte kultur-, idræts- og foreningslivet.

Det er blandt andet:

  • 59 millioner kroner til, at foreninger og aftenskoler kan skabe kultur- og idrætsaktiviteter for børn og unge hen over sommeren.

  • En aktivitetspulje til kulturaktiviteter, der blev startet i efteråret 2020, forlænges nu til 31. august. Det sættes der 180 millioner kroner af til.

  • 20 millioner kroner til eksempelvis museer og zoologiske haver, der skal gå til at lave eksempelvis aktiviteter, omvisninger eller andre tiltag, der kan tiltrække publikum.

  • 40 millioner kroner til sommeraktiviteter med kunst som omdrejningspunkt.

  • 10 millioner kroner til idræts- og spejderforeninger til at få afholdt planlagte arrangementer, der ellers ikke ville kunne afholdes på grund af manglende indtægter på grund af coronavirus.

  • 15 millioner kroner til markedsføring af storbyernes oplevelser og kultur.

Hjælp til turismebranchen

Også hoteller og andre turismevirksomheder kan få hjælp. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Der er flere initiativer i pakken, der skal hjælpe turismebranchen, som har været hårdt presset af den globale nedlukning på grund af corona.

Af initiativer her kan nævnes:

  • 125 millioner krone til en pulje, som hoteller og andre turismevirksomheder kan søge til omstilling i lyset af corona.

  • 50 millioner kroner til en genopretningsplan for turismen i hovedstaden.

  • 15 millioner kroner til international markedsføring af kyst- og naturområder. Der er også 15 millioner kroner til at styrke initiativer indenfor netop kyst- og naturturisme.

Hjælp til sårbare, ældre, børn, unge og personer med handicap

Røde Kors og andre organisationer får penge til at arrangere sommerlejre. (Foto: © NILS MEILVANG, Ritzau Scanpix)

Partierne har også besluttet, at der skal gøres en særlig indsats for sårbare personer, mennesker med handicap og børn, unge og ældre, der har været hårdt ramt af nedlukningen.

Derfor har man blandt andet sat 80 millioner kroner af til aktiviteter ude i kommunerne, der skal tage hånd om sårbare ældre og personer på botilbud til mennesker med handicap. Aktiviteterne skal især rettes mod personer med demens og deres pårørende.

Der er også sat 41 millioner kroner af til sommerferieaktiviteter, lejrskoler, udflugter og lignende i skoler, SFO'er og klubtilbud for børn og unge.

Derudover er der sat penge af til:

  • Naturoplevelser og udflugter for udsatte børn og unge. Pengene gives til organisationerne DFUNK, Røde Kors og Red Barnet, der hver får 2,5 millioner kroner.

  • Gratis handicaptransport hen over sommeren.

  • Ferielejre for udsatte børn. Pengene gives som tilskud til en række foreninger, der afholder lejrene.

  • 22,5 millioner kroner til at genstarte studiemiljøerne på de videregående uddannelser.

Hjælp til særligt hårdt ramte virksomheder

Aftalen om sommerpakken er indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservative og Alternativet. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Mens de generelle hjælpepakker bliver udfaset over sommeren, vil der stadig være brug for hjælp til virksomheder i brancher, der er særligt hårdt ramt.

Derfor har man sat 400 millioner kroner af til støtteordninger til virksomheder, der har været ekstra hårdt ramt.

Der er også sat penge af til en eksportpakke, så danske eksportvirksomheder er klar til at sælge varer til resten af verden, når der for alvor kommer gang i den internationale handel igen.

Det er der sat 155 millioner kroner af til i år og 75 millioner kroner i både 2022 og 2023.