Få smykker vurderet inden indbrud

Forsikringskonsulent råder alle til at gemme kvitteringer og få smykker vurderet samt tage billeder af ejendele og gemme dem på ekstern disk.

Juleaften er sluttet ubehageligt for mange, der er kommet hjem til en bolig med gennemrodede skuffer og skabe. Familier samles i julen, og for indbrudstyve er tomme huse og lejligheder en gave.

Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent i Forsikringsoplysningen, råder alle til ikke røre noget, hvis de kommer hjem til et indbrud.

- Lad alt være som det er, anmeld indbruddet til politiet og lad dem sikre spor. Kontakt så hurtigt forsikringsselskabet og aftal, hvad man kan gøre, for eksempel når det gælder afdækning, siger han.

Gem kvitteringer

Inden et eventuelt indbrud er det en god ide at sikre sig, så man kan for erstatning, hvis uheldet er ude.

- Som udgangspunkt skal man gemme kvitteringer i de første to år, og det er en god ide at gemme dem i længere tid. Ting som smykker og ure har jo stadig en værdi efter to år, og det er vigtigt at kunne dokumentere sit krav, siger Riccardo Krogh Pescatori.

- Hvis man ikke er god til at gemme kvitteringer kan man skrive en liste over effekter og få så en guldsmed til at vurdere smykkerne, inden de bliver stjålet, siger han.

Læg billeder på ektern disk

En rigtig god ide er også at tage billeder, hvor man kan se datoen for optagelsen.

- Og så skal man lægge billederne på en ekstern disk, for problemet er tit, at computeren, hvor man typisk har gemt billederne, er blevet stjålet, siger han.