Får Århus en michelin-stjerne i dag?

Torsdag uddeler Michelin for første gang gourmet-stjerner uden for København - og mindst én aarhusiansk restaurant får en stjerne, siger gastronomisk ekspert.

Det er en skændsel, hvis ikke Frederikshøj Restaurant i Aarhus får en Michelinstjerne i morgen. Faktisk burde den få to, mener gastronomi-ekspert.

De er nervøse i Aarhus. For torsdag morgen falder Michelin-hammeren, og byens restauranter finder ud af, om de for fremtiden kan pryde sig med en af de eftertragtede stjerner fra gastronomien ypperste madguide eller ej.

- Vi har hørt fra flere af vores restauratører, at de har haft besøg fra Michelins madanmeldere. Så vi er meget, meget spændte, siger Peer Kristensen, direktør i Visit Aarhus.

Det er første år, at Michelin-guiden bevæger sig uden for København. Tidligere har det kun været Danmarks hovedstad og de andre store byer i Norden, der har fået besøg af guidens skarpeste tunger.

I år har Michelin valgt at udgive en hel særlig nordisk guidebog kaldet Nordic Cities - og bevæger sig samtidig udenfor de store nordiske hovedstader. Det er den bog, der kommer torsdag.

Skændsel hvis Aarhus ikke får stjerne

Den absolut største favorit til en stjerne udenfor København sidder i Aarhus. Her holder Wassim Hallal til på Frederikshøj Restaurant.

I årevis har Wassim Hallal været provinsens svar på René Redzepi (Restaurant Noma) og Rasmus Kofoed (Restaurant Geranium). En mand, der har holdt den gastronomiske fane så højt, at alle forventer, at netop han må være selvskrevet til at modtage en michelinstjerne udenfor hovedstaden.

- Det vil være en skændsel, hvis ikke Frederikshøj og Wassim Hallal får en Michelin-stjerne, siger madekspert Bent Christensen, der står bag Den Danske Spiseguide.

- Wassim holder så højt et niveau, at hans restaurant ville være blandt de tre bedste i København. Kvaliteten er så skyhøj, at jeg ikke tvivler på, om han får en stjerne, men om han får to.

Wassim kan ikke sove

Selv prøver Wassim Hallal bare at få sin nattesøvn for tiden. For er der nogen, der forventer at stjernen lander hos Frederikhøj Restaurant, er det Wassim Hallal.

- Jeg vil sige det sådan, at der går en meget sort klap ned, hvis Frederikshøj ikke får en michelinstjerne. Det er pissevigtigt for mig som person at få den michelinstjerne, siger han til politiken.dk.

Peer Kristensen fra Visit Aarhus er heller ikke i tvivl om, at Aarhus kan kalde sig Michelin-by torsdag efter klokken 9.00, når guiden bliver offentliggjort.

- Jeg er 95 procent sikker. Nej, 100 procent. Jeg er 100 procent sikker. Hvor skulle den stjerne ellers ryge hen?

Københavnske stjerner kan hjælpe Aarhus

Og de drømmer store drømme i Aarhus, for håbet er, at ikke kun Frederikhøj Restaurant kan trække en stjerne til sig.

- Vi har et par gode bud i laget lige under Frederikshøj med Nordisk Spisehus og Restaurant Et. Og så er der jo Bib Gourmand-priserne til restauranterne i mellemlaget. Der håber vi også at få en lille håndfuld.

Det kan der være god grund til, mener Bent Christensen. Niveauet i Aarhus er nemlig højt nok til flere stjerner. Samtidig kan byen få hjælp fra København, hvis de førende restauranter dér får flere stjerner end i dag.

- Hvis Michelin vælger at tildele Noma og Geranium deres tredje stjerne, så vil jeg mene, at Frederikshøj skal have mindst to. Og det kan trække et par af de andre aarhusianske restauranter op på én stjerne, siger han.

Den nye nordiske Michelin-guide udkommer torsdag klokken ni.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter