Får danske kvinder flest tæsk i hele EU?

Ny rapport udnævner Danmark til det EU-land, hvor flest kvinder udsættes for vold. Men det kan man ikke stole på, siger ekspert.

EU-undersøgelsen stempler Danmark som det land, hvor flest kvinder oplever vold, men kan man stole på tallene? (Foto: modelfoto © Colourbox)

Er du voksen kvinde i Danmark, har du sandsynligvis været udsat for vold eller seksuelle overgreb siden 15-årsalderen.

I hvert fald hvis man stoler på en ny undersøgelse, der placerer Danmark som det land i EU, hvor flest kvinder oplever vold.

Men man skal ikke stole på undersøgelsen. Det mener speciallæge Karin Helweg Petersen.

- Resultaterne passer ikke ind i vores billede af vold mod kvinder. Vi ved, at det er et langt større problem i mange andre EU-lande end i Danmark, siger hun.

Tallene passer ikke med virkeligheden

Rapporten er ellers lavet af det meget mundrette 'Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder', forkortet FRA, og viser, at 52 procent af danske kvinder har oplevet vold.

Det er det højeste tal af de 28 EU-lande og følges af vores nordiske naboer fra Sverige og Finland, mens blandt andre Kroatien og Ungarn har den mindste vold mod kvinder

- Det er glimrende, at man påpeger, at volden er et problem i lande som Danmark. Men at mange flere kvinder skulle have været udsat for vold end lande som Kroatien, hvor jeg ved, at vold mod kvinder er meget udbredt, gør, at tallene ikke er særligt valide.

- Den her undersøgelse har store mangler, siger Karin Helweg Petersen, der er en del af Voldsobservatoriet i Kvinderådet.

Agentur afviser kritikken

Danske Morten Kjæum er direktør i FRA, der står bag undersøgelsen. Han forsvarer undersøgelsen med, at den er lavet efter de gældende internationale standarder.

- Danmark er det land, hvor den højeste procentdel af kvinderne, vi har talt med, rapporterer om en lang række forskellige voldelige fænomener. Så jeg forstår ikke helt kritikken, siger han.

Men Kirsten Helweg Petersen fastholder, at der er for store kulturelle forskelle på EU-landene til at kunne sammenligne.

- Nordiske kvinder er mere åbne for at tale om vold, mens man ser anderledes på det i andre lande.

- Der er også en stor forskel på, hvornår man synes, noget er et overgreb, understreger hun.

Facebook
Twitter