Får lov til at rive Ungdomshuset ned

Alt tyder på, at Faderhuset får tilladelse til at rive Ungdomshuset ned. Kun SF og Enhedslisten stemmer imod en nedrivning af huset på Jagtvej 69. Sagen skal op i Teknik- og Miljøudvalget onsdag for så endelig at blive stemt igennem på Borgerrepræsentationsmødet torsdag.

Der er flertal i Københavns Borgerrepræsentation for at give tilladelse til at rive Ungdomshuset på Jagtvej ned. (Foto: Jens Nørgård Larsen © Scanpix)

Faderhusets får grønt lys til at rive Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København ned, efter at både Socialdemokraterne, De Radikale og den politiske højrefløj i København stemmer for en nedrivning af ejendommen.

- Vi stemmer for en nedrivning af huset, lyder det fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Anne Vang, efter gruppens møde.

Hun forklarer, at der umiddelbart ikke er nogen saglige begrundelser for ikke at lade Faderhuset rive ejendommen ned, og at man i den socialdemokratiske gruppe samtidig har stor forståelse for politiets bekymringer i forhold til rømningen.

Radikale også for nedrivning

Også De radikale har i dag besluttet at stemme for en tilladelse til nedrivning af det tidligere Folkets Hus.

- Vi anerkender, at huset har en historisk og kulturel værdi i København, men vi skal også se i øjnene, at det er faldefærdigt, og derfor stemmer vi for en nedrivning. Men vi er alle splittet i denne sag, fordi vi gerne vil have, at København er en mangfoldig og kreativ by, siger den radikale gruppeordfører, Manu Sareen.

Sagen skal op i Teknik- og Miljøudvalget onsdag for så endelig at blive stemt igennem på Borgerrepræsentationsmødet torsdag.

Muligt alternativ

Mens de københavnske lokalpolitikere stemmer for en nedrivning af huset, arbejder Fonden Jagtvej 69 på at købe et nyt hus til de unge.

I øjeblikket er en ejendom på Jagtvej 155 D i spil, efter at både Enhedslistens folketingsmedlem Line Barfod og overborgmester Ritt Bjerregaard (S) har peget på ejendommen som alternativt ungdomshus.

Ejendommen ejes af Videnskabsministeriet, så det er videnskabsminister Helge Sander, som skal tage stilling til et eventuel salg. Han er i øjeblikket i Israel, men ventes hjem torsdag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk