Får plettet straffeattest for sex med for ung kæreste

Når en ung person har sex med sin mindreårige kæreste, der endnu ikke er fyldt 15 år, ender det oftest med tiltalefrafald eller dom uden fastsættelse af straf.

For nylig har retten i Holbæk idømt en 19-årig mand en betinget dom uden fastsættelse af straffen for at have haft sex - samleje - med sin kæreste, som var 14 år på det tidspunkt. Den retspraksis er helt almindelig. Det siger docent i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard til DR Nyheder.

- Det er helt sædvanlig retspraktis at idømme en betinget straf uden straffastsættelse, når der er nogle års aldersforskel. Er kæresteparret derimod næsten jævnaldrende, for eksempel 14 og 16 år frafralder man som oftest tiltalen. Det som i juresprog hedder tiltalefrafald, forklarer Jørn Vestergaard.

For den 19-årige mand betyder dommen, at han i to år skal holde sig fra at have sex med en kæreste så længe, hun ikke er fyldt 15 år. Endelig står dommen på både mandens straffeattest og en eventuel børneattest i de to år.

Der blev en retssag ud af det, fordi pigen efter bruddet med den 19-årige overfor sin mor anklagede den tidligere kæreste for voldtægt. Moderen anmeldte det til politiet, som sigtede manden for voldtægt.

Men der var ingen beviser. Til gengæld indrømmede den 19-årige klart, at han havde haft sex med den 14-årige, mens de var kærester. Anklagemyndigheden rejste derfor tiltale, som senere førte til dom uden fastsættelse af straf.

Ifølge Jørn Vestergaard er der få sager om domme for sex mellem næsten jævnaldrende kærester.

Facebook
Twitter