Fabian fandt kasserede babyvarer: 'Der er for 10.000 kroner'

I Babysams containere gemmer der sig alt fra autostole til flyverdragter.

I denne uge har skralderen Fabian Vennekilde været på jagt i flere af landets Babysam-butikker. Her har han fundet varer for flere tusinde kroner.

To babyslynger, tre babyalarmer, 10 sutter, to hagesmækker, fire bluser, to voksiposer.

Alt det og mere til fandt Fabian Vennekilde tidligere på ugen i en tilfældig container bag ved butikken Babysam i bymidten i Aarhus.

- Der er varer for godt og vel 10.000 kroner. Og det, synes jeg faktisk, er ærgerligt, når der er så mange mennesker i det her land, der godt kunne bruge tingene, siger han.

Skralderen har vurderet varernes værdi ud fra priser på Babysams hjemmeside, men ifølge marketingschef i Babysam-kæden kan man ikke gøre det op på den måde.

- Det kan godt være, at der er blevet fundet ting som babyalarmer, der er dyre fra ny. Men 90 procent af varerne, der ender i containeren, er defekte. Og så er de altså ikke noget værd længere, siger Christine Gjødsbøl Jensen.

Men det er også af sikkerhedsmæssige årsager, at en ødelagt autostol ender i containeren, siger direktøren af Babysam.

- En 'skralder' kigger måske på vores ting og undrer sig over, hvorfor det her ender som affald og ikke ved familier, der kunne have gavn af dem. Vi har en klar politik om, at vi ikke smider kurante varer ud. Men hvis varer er defekte, kan vi hverken donere eller sælge dem videre, da det kan være til fare for barnet, siger Kenneth Nørgaard.

Babysam vil lave nye tiltag

Så sent som natten til i går var Fabian Vennekilde på jagt igen, hvor han kunne fylde tre sorte sække med kasserede varer fra Babysam-butikker i Holbæk og omegn, og han køber ikke direktørens forklaring.

- Det er en nem kommentar. Hvis han kom forbi mig, kan han se, at det drejer sig om ting, der ikke fejler noget.

Men ifølge marketingschef Christine Gjødsbøl Jensen er det ikke hvad som helst, der kan doneres - og især ikke, når det handler om ting til børn og babyer.

- Han har fundet sko, der er pakket ud. Og hvis man har med børn at gøre, ved man, at børns fodtøj er noget af det vigtigste. Der er også bamser og legetøj, men hvis det har været på gulvet eller andre mærkelige steder, kan de være sundhedsskadelige for barnet, siger hun.

Alligevel erkender hun, at ting som navneskilte ikke skulle have været smidt ud. Men som udgangspunkt bliver tøj og sko, der ikke bliver solgt, sendt tilbage til leverandørerne, siger hun.

Babysam-direktøren har på baggrund af sagen kaldt landets butikchefer sammen for at sætte skub i interne processer, så de fremover undgår at smide varer ud, der kunne være gået til et godt formål.

Han mener nemlig, at en anden grund til, at babytingene kan være havnet i skraldespanden, er, at halvdelen af kædens 450 ansatte arbejder på deltid.

- Det er en konkret vurdering i den enkelte butik. Så måske har der været en ansat, der har taget en beslutning om, at de her ting ikke kunne bruges, selvom de i virkeligheden godt kunne være givet videre. Og det er jo et problem, som vi skal løse.

I Babysams containere fandt Fabian alt fra voksiposer til termodragter.

Virksomheden har allerede en aftale med Mødrehjælpen om, at de overtager al udlejningsudstyr eller produkter, der eksempelvis er blevet brugt til reklame, og de vil gerne blive endnu bedre til at sende brugbare varer videre.

- Om der så er tale om, at vi skal stille kasser frem, som Mødrehjælpen selv kan komme og hente tingene fra, eller vi skal samarbejde med flere ngo'er, må vi finde ud af.

#viharbrugforvarerne

Når Fabian Vennekilde graver i Babysams containere om natten, er det ikke første gang, at den 30-årige kok gør værdifulde fund, som virksomheder har kasseret. Tidligere har han fundet legetøj ved butikker som Fætter BR, Toys R'Us, og i starten af året fandt han flere tusinde varer bag en nedlagt Flying Tiger-butik i København - varer som efter hans vurdering ikke fejler det mindste.

Han kalder sig selv for 'professionel skralder' og arbejder aktivistisk for at sætte fokus på overproduktion og madspild blandt virksomheder.

- Vi skal som samfund begynde at tænke os om. Spørge nogen, om de ikke kunne bruge de her varer, i stedet for at containeren får dem, siger han.

Indtil videre har han taget sagen i egen hånd og oprettet en facebook-blog, hvor han lægger videoer op af sin fangst fra skraldeturene. Her opfordrer han folk, der kunne have brug for tingene, til at kommentere med #viharbrugforvarerne. Derefter kan de hente de kasserede babystole, flyverdragter og strømpebukser gratis på hans private adresse på Frederiksberg.

Efter videoen af "affaldet" fra Babysam er blevet delt, har flere børnefamilier fra Aarhus-området kontaktet ham.

- Det er jo helt galimatias at smide ting ud, når der er familier, der ikke har råd til de her ting. Og det er helt ved siden af i forhold til den grønne omstilling, siger han.

Han og en række andre aktivister hjælper dagligt hinanden med at tage rundt i Danmark for at afsløre store virksomheders spild.

Facebook
Twitter