Facebook sælger info om dig

Den populære hjemmeside Facebook er godt igang med at sælge oplysninger om sine brugere til firmaer, der dermed kan målrette sine reklamer.

Når du lægger billeder og andre oplysninger ind på Facebook, er det ikke kun dine venner, der kan kigge med.

For hvis du lægger fotos af familiens yngste ud, får du måske reklamer for bleer. Eller måske risikerer du, at dine feriebilleder bliver brugt i reklamer for charterrejser?

- Lige nu sker det, som vi hele tiden har frygtet, nemlig at Facebook vil videresælge oplysninger om sine brugere, siger jurist i Forbrugerrådet, Anette Høyrup.

Info-salg er igang

Facebooks ejere har ifølge den engelske avis, The Telegraph, introduceret en ny funktion, som skal gøre det muligt for virksomheder at købe oplysningerne, så virksomhederne efterfølgende kan målrette deres reklamer tilbage mod Facebooks brugere.

Men det bør langt fra komme som en overraskelse, mener Anette Høyrup:

- Vi har jo hele tiden sagt, at de indsamler alle oplysninger, og de har ret til at sælge dem videre til, hvad de vil. Det er jo det, de nu pludselig gør brug af, siger hun.

Facebook har allerede solgt informationer til et globalt jobrekrutteringsfirma, og det amerikanske teleselskab AT&T overvejer at gå på indkøb hos Facebook.

Ikke en god ide

Det kunne ellers lyde som en service at få serveret lige netop de reklamer, der vedrører os som forbrugere, men der er Forbrugerrådet ikke helt enig:

- Nogen vil sikkert synes, at det er en god service at få en reklame om for eksempel en rejse til Thailand. Men hvis det nu handler om nogle oplysning om for eksempel sygdom, at man forsøger at blive gravid, eller at man har en depression, så er det måske ikke så rart, at de oplysning bliver givet videre, siger Anette Høyrup.

Facebook
Twitter