Facebook sætter kloen i børn under 13 år

Ny Messenger-app til børn lukker de helt små børn ind i Facebook-familien. Dog under forældrenes kontrol.

Nu åbner der sig en verden af emojis og augmented reality for en målgruppe, for hvem det sociale netværk i teorien har været lukket land. (Foto: Facebook)

Historierne om, at Facebook har svært ved at få tag i de yngre brugere, har efterhånden været mange.

Nu kaster Facebook så snøren ud efter de alleryngste børn med en ny app med navnet Messenger Kids, som I første hug bliver lanceret i USA.

Konceptet er, at forældrene kontrollerer, hvilke personer børnene må kommunikere med.

Forældrene kontrollerer børnenes kontakter

Det fungerer ved, at forældrene logger ind i Messenger Kids-appen på barnets telefon eller tablet med sin Facebook-konto. Efterfølgende vil den voksne se et nyt kontrolpanel i sin egen Facebook-app, hvor barnets 'venner' kan kontrolleres fra.

Sådan ser kontrolpanelet ud i forældrenes Facebook-app. (© facebook)

Barnet opretter således ikke selv en Facebook-konto, forklarer Facebook i den tilhørende pressemeddelese. Derfor gør appen det nu for første gang muligt for børn at bruge Facebooks tjenester uden at omgås aldersgrænsen på 13 år, som normalt er gældende.

En børneudgave af Messenger

Messenger Kids minder i udgangspunktet om den almindelige Messenger-app, som har over 1,3 milliarder månedlige brugere.

Herfra kan børnene både chatte en-til-en og i grupper og sende billeder, videoer og tekstbeskeder.

For at gøre det ekstra børnevenligt har Facebook ikke overraskende tilføjet GIF’er, rammer, klistermærker, masker og tegneværktøjer, som ifølge Facebook lader børnene “udsmykke indholdet og udtrykke deres personlighed.”

Den gode nyhed er, at der hverken er reklamer i appen eller mulighed for in-app køb - altså mulighed for at tilkøbe ting direkte gennem appen.

Facebook lover desuden, at data fra børnenes messenger ikke vil blive brugt til at målrette reklamer.

Lander først på Apple-dimser i USA

Som nævnt er Messenger Kids i første omgang kun tilgængelig i USA og i første omgang kun til iPhone og iPad.

Den skulle dog inden længe komme til Android og Amazons App Store.