Facebook sletter danske opslag for at nævne navnet på radikal britisk højrefløjsaktivist

- Man må ikke støtte eller hylde hadprædikanter, lyder forklaringen fra Facebook.

Flere gange har Tommy Robinsons støtter demonstreret i Storbritannien for hans ret til at ytre sig på sociale medier (arkiv). (Foto: Simon Dawson © Scanpix)

Den politiske aktivist Tommy Robinson har længe været en markant stemme på den yderste højrefløj i Storbritannien, hvor han gang på gang har talt dunder mod indvandring og islam.

Indtil februar i år nåede hans skarpe budskaber bredt ud via sociale medier, men det har ændret sig, efter Facebook har smidt ham ud og lukket hans profil.

Det skete med den forklaring, at Robinson er havnet i Facebooks gruppe over såkaldte hadprædikanter.

Og nu kan konsekvenserne af det også mærkes blandt danske meningsdannere og helt almindelige Facebook-brugere.

Op til flere danske profiler har nemlig tilsyneladende fået slettet deres opslag og blokeret deres profil efter blot at have omtalt Tommy Robinson.

Det skete blandt andet for Trykkefrihedsselskabet, som bakker op om briten.

Selskabet skriver på sin hjemmeside, at næstformand Michael Pihl er blevet fjernet fra Facebook, formand Aia Fog er blevet blokeret i 30 dage, mens selskabets officielle profil er blevet truet med at blive fjernet. Alle fordi de blot har nævnt britens navn, lyder deres forklaring.

Også juristen Leif Donbæk, der blandt andet blogger på Ekstra Bladet, har fået blokeret sin profil, skriver han på Twitter.

Han skrev et blogindlæg på Ekstra Bladet, hvori han kritiserede Facebook og i øvrigt kaldte Robinson 'en kæmpe idiot'. Det indlæg delte han så på sin Facebook-profil, hvorefter han blev blokeret i 24 timer.

Tillader ikke at opildne til vold og had

I aftes handlede Deadline på DR2 om netop Facebook og Tommy Robinson. Forud for udsendelsen skrev redaktøren på programmet ud på sin Facebook-profil og spurgte efter den bedste artikel om Tommy Robinson, som redaktionen skulle læse som forberedelse til programmet.

Der gik ni minutter, før det blev fjernet af Facebook.

I Deadline havde vært Lotte Folke Kaarsholm besøg af Facebooks nordiske kommunikationschef, Peter Andreas Münster, og hun spurgte derfor, om Tommy Robinson virkelig er så farlig, at man ikke engang må nævne hans navn.

Tommy Robinson er flere gang blevet idømt fængsel for foragt for retten ved at rapportere live foran en retssag på Facebook og dermed overtræde et forbud mod at omtale sagen. (Foto: ANDREW WINNING © Scanpix)

- Problemet er ikke i udgangspunktet, at man nævner hans navn. Problemet er, at han er faldet i den kategori, vi vurderer som hadprædikant. Folk, der primært bruger deres position i det offentlige rum til at organisere had eller opildne til vold mod en minoritet. Og det tillader vi ikke, siger Peter Andreas Münster.

Opslag burde måske ikke være fjernet

Derfor må man egentlig gerne som Leif Donbæk skrive, at Tommy Robinson er en idiot. Man må også gerne skrive, at man ikke kan lide ham, men må ikke 'støtte, hylde eller på anden måde give en repræsentation til de her hadprædikanter', forklarer kommunkationschefen.

- Hvis vi har en politik om, at en mand som Tommy Robinson ikke må have en side eller en profil, så går det heller ikke, at han har en følgerskare, som kan være på Facebook og eksempelvis skrive, 'at jeg har talt med Tommy i dag, og han har bedt mig skrive sådan og sådan', siger Peter Andreas Münster.

Hvordan det så hænger sammen med, at Deadlines redaktør fik slettet sit opslag, kan kommunikationschefen ikke forklare.

- Jeg synes godt, at man kan undre sig over, hvorfor det er blevet fjernet. Det er klart, at når vi har en platform med 2,3 milliarder mennesker, har vi en meget stor opgave i ikke bare at håndhæve vores regler, men også håndhæve dem korrekt. Vi gør os meget umage, men nogle gange begår vi fejl, siger han.

Det ser ud som, at al omtale af Tommy Robinson bliver pillet ned?

- Det bør det ikke ifølge vores regler. Det burde ikke være sådan, at hvis man problematiserede en person af den her type, at det så blev taget ned, siger Peter Andreas Münster.

Er det her en fejl?

- Det kan jeg ikke afgøre, det er ikke min rolle at vurdere.

Har ændret opfattelsen af egne opgaver

Hos Trykkefrihedsselskabet mener formand Aia Fog, at forbuddet mod Tommy Robinson ikke kommer fra Facebook selv, men fra 'stærke politiske kræfter, der mere eller mindre direkte lægger pres på de sociale medier', skriver hun i et indlæg på Den Korte Avis.

Se Facebooks nordiske kommunikationschef, Peter Andreas Münster, i Deadline i aftes.

Det afviser Peter Andreas Münster. Han erkender dog, at selskabet har haft nogle udfordrende år, hvor der har været et efterslæb med at tage ansvar for indholdet på platformen - for eksempel i forhold til misinformation ved politiske valg.

- Før har vi set os selv som varetager af en teknologisk platform, man kunne bruge til, hvad man ville, men erkendelsen er nu, at det ikke er nok. Vi er nødt til at have et bredere syn på platformen om, hvad folk bruger den til, siger han

Han påpeger, at Facebook har indført en funktion, hvor man kan appellere Facebooks beslutninger, og at selskabet på den måde holder øje med, hvis der begås mange fejl et sted.