Facebook til danskerne inden valgkamp: 'Tænk meget over, hvad I deler'

Det sociale medie har sat ind mod falske nyheder i den kommende valgkamp.

Når falske nyheder eller grumme videoer bliver spredt og delt på Facebook, er det ikke kun Facebooks skyld. Det er også din, mener mediet. (Foto: © DADO RUVIC)

Valgkampen er nær. Og den foregår ikke længere kun på valgplakater og i partileder-debatter, men også på internettet. Og især på sociale medier.

Derfor har det sociale medie Facebook meldt sig ind i den nært forestående folketingsvalgkamp i Danmark.

Gennem en længere periode har mediet derfor været i kontakt med danske politikere, partier, ministerier og efterretningstjenesten for at sikre sig, at valgkampen holdes så fri for falske informationer som muligt. Det skriver Politiken.

Det drejer sig både om at bremse fake news (falske nyheder) og udenlandsk indblanding, men Facebook er også bekymret for, at politikernes konti kan blive overtaget af hackere og misbrugt under valgkampen.

Men Facebooks indsats kan ikke stå alene, erkender mediet; "vi brugere må også blive bedre til at genkende og bremse falske nyheder og upassende videoer".

Martin Ruby er politisk chef for Facebook i Norden. (Foto: © Carsten Snejbjerg)

Krigen mod løgnene

Facebook har også indgået et samarbejde med det danske faktatjekker-medie Tjekdet.

- Det har vi faktisk gjort ved mange nationale valg efter valget i USA i 2016, siger Martin Ruby, der er politisk chef i Norden og Benelux-landene.

Under valget mellem Hillary Clinton og Donald Trump lykkedes det russiske netkrigere at sprede misinformation til millioner af mennesker gennem Facebook, uden Facebook opdagede det.

- Det, vi har lært, er, at der er masser af aktører derude, som vil misbruge vores platform, og det var vi ikke opmærksomme nok på dengang. Det er vi blevet nu, siger Martin Ruby.

Han forklarer, at faktatjek skal sikre, at brugerne af Facebook bliver advaret allerede inden, de deler en falsk nyhed.

- Udover en advarsel om, at det er falsk, så får de også en henvisning til andre kilder, som har større troværdighed på den samme sag, siger han.

En opsang

Men selv om Facebook på verdensplan har investeret et tocifret milliardbeløb i at rense platformen for falske nyheder, terrorvideoer og andet upassende indhold, er det ikke nok.

Det siger Martin Ruby.

- Næsten uanset, hvor meget vi fjerner, så lader det ikke til at være nok. Og det er fordi, det ikke kun er terrorister eller andre slemme typer, der sidder og deler tingene, men også helt almindelige mennesker.

Han fortæller, at Facebook fjernede terroristens egen video fra angrebet i New Zealand i marts op mod halvanden million gange, men at den stadig var at finde på det sociale medie.

Og det får mediets politiske direktør til at komme med en opsang:

- Vi må alle sammen se hinanden i øjnene og diskutere, om vi har den rette kultur og modenhed på det her. Så tænk meget over, hvad I deler.