Faderhuset anvender vold

Tidligere leder i Faderhuset beretter om, hvordan vold af fysisk og psykisk karakter er en anerkendt metode indenfor Faderhuset.

Leder af Faderhuset, Ruth Evensen pralede med, hvordan hun i ungdomslejre brød de unge ned og fik "totalt lydighed". (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Vold af fysisk og psykisk karakter er en hyppigt anvendt og anerkendt metode indenfor Faderhuset i forhold til at disciplinere sine medlemmer.

Det gælder frikirkens ungdom, der på ungdomslejre er blevet mentalt brudt ned. Men det gælder også kirkens yngste medlemmer.

Blå numse

Lidia Hesselberg var indtil for 10 måneder siden en del af ledelsen i Faderhuset. Lidia giver et eksempel på, hvordan de yngste medlemmer af frikirken bliver disciplineret.

- Det kunne være med smæk og nogle kunne jo ikke styre det og smækkede helt vildt meget. En mor kom op til mig og sagde - mit barn er helt blå i numsen og jeg bliver ved med at smække, men det virker bare ikke. Tror du virkelig jeg skal blive ved med at smække? Fortæller Lidia Hesselberg.

Man fik Ruths tanker

Tidligere medlem af Faderhuset Lidia resonerer over, hvorfor man anvender sådanne metoder.

- Man troede på det. Det der skete i systemet var, at man troede så meget på det Ruth hun sagde, at man fik hendes tanker og var sikker på, at det var den rigtige måde at være kristen og troende på.

Ungdommen trænet som soldater

Men det var ikke kun de yngste medlemmer, der fik Ruths "kærlighed" at føle. De unge mellem 15 - 20 blev sendt i ungdomslejr, hvor de blev trænet som soldater.

- De unge mennesker fik hele tiden det her valg - vil i virkelig give jeres liv? Og det blev mere og mere ekstremt, og det endte i fysisk vold og magtanvendelse og chok-afhøringer, hvor de skulle bevise, om de var stærke soldater, fortæller Lidia der arbejdede megte tæt sammen med Ruth Evensen.

De fik bank og brød sammen

Lotte Christiansen er terapeut og misbrugskonsulent. Hun har flere klienter, der har deltaget i Faderhusets ungdomslejre.

- Det har været meget forhørende på den måde de er blevet klædt ud i militærtøj. De var Ruths "soldater". Det har været meget dét der med at blive kaldt ind og blive råbt ind i hovedet i forhold til at have egne meninger, og det at de er blevet slået har jeg kendskab til.

Lotte Christiansen er ikke i tvivl om, at flere af de unge mennesker er brudt psykisk ned efter at havet deltaget i Faderhusets ungdomslejr.

- Det er det jeg synes er mest uhyggeligt - at man har besluttet sig for at de unges egen vilje skal knækkes på sådan en lejr. Og det bliver den.

Ruth pralede med sine bedrifter

Også Niels Erik Werner som i en periode var musiklærer i Faderhuset kender til den mildt sagt hårde tone på ungdomslejrene.

"Ruth Evensen har tidligere pralet til mig om, hvordan hun har fået "trænet" sine unge mennesker til total lydighed, så de simpelthen gør hvad hun siger. Det der er idéen er jo at få brudt de unges ego - deres eget "jeg" ned.

Flere omsorgssvigt i Faderhuset

Lidia slår fast, at der generelt finder mange tilfælde af omsorgssvigt sted i Faderhuset.

- Det sker fordi forældrene arbejder for "visionen" - for Faderhuset. Deres børn kommer ligesom i anden række.

Mød Lidia i Aftenshowet

I Aftenshowet i aften fortæller Lidia om livet i Faderhuset og om omkostningerne ved at bryde ud. Hun uddyber også incestsagen, der blev mørklagt af Ruth Evensen.

Facebook
Twitter