Faderhuset på randen af konkurs

Frimenigheden Faderhuset har så store problemer med at betale sine regninger, at flere sager er sendt til inkasso. Også flere medlemmer er kommet økonomisk i klemme.

Lidia Hesselberg er en af dem, der er kommet i økonomisk klemme, efter hun har forladt Faderhuset. Hun står nu frem og fortæller sin historie til TVA. (Foto: TVA © DR)

Frimenigheden Faderhuset, der er kendt for overtagelsen af Ungdomshuset, er på randen af konkurs. Det siger en tidligere økonomisk rådgiver for menigheden til DR Nyheder.

- De er insolvente og har et voldsomt likviditetsproblem, fordi de næsten ingen indtægter har og har store faste udgifter, siger Niels Erik Werner.

Han er tidligere musiklærer for menigheden og på grund af sin uddannelse som afsætningsøkonom har ydet økonomisk rådgivning til faderhusets leder Ruth Evensen.

Niels Erik Werner siger, at det især er Faderhusets hoteldrift og køb af ejendomme, der vejer tungt på udgiftsiden.

Medlemmer i klemme

Også medlemmer er kommet i klemme økonomisk, fordi deres økonomi er for tæt forbundet med Faderhusets, siger han.

Det sker, når medlemmer har købt et hus gennem Faderhuset og har alle deres indtægter ved at arbejde for Faderhuset.

- Når indtægterne hører op, så har de ikke mulighed for at betale terminerne og så mister de deres boliger. Det er meget akut for nogen og der er højst et par måneder at løbe på for resten, vurderer Niels Erik Werner.

Ruineret

Lidia Hesselberg har været en del af inderkredsen i Faderhuset, men har nu brudt med menigheden og lederen Ruth Evensen. Hun står nu frem og fortæller om konsekvenserne for hende og hendes familie.

- Vi er i dag ruineret og har en kæmpe gæld, siger hun til DR Nyheder. Familien er nu flyttet fra den villa, som den købte på opfordring fra Ruth Evensen.

Ifølge Lidia Hesselberg er flere familier i Faderhuset på vej mod tvangsauktion, fordi Ruth Evensen har lokket dem til at købe huse, de ikke har råd til.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b372d76187a210206830df