Fængsel bekræfter: Terrordømte Ahmed Samsam er gået i sultestrejke

DR har set et brev fra fængslet til Ahmed Samsams advokat om sultestrejken.

- Jeg har talt med ham her til morgen, hvor han lød trist og træt, lyder det fra Ahmed Samsams lillebror. (Arkivfoto) (Foto: © Luca Piergiovanni, Scanpix Denmark)

Da klokken var 11.45 onsdag formiddag, tog terrordømte Ahmed Samsam kontakt til de indsatte i Enner Mark Fængsel ved Horsens, hvor han afsoner en fængselsstraf på otte år for at have kæmpet for Islamisk Stat.

Nu ville han gå i sultestrejke, oplyste han fængselspersonalet.

Det bekræfter fængslet over for Ahmed Samsams advokat, Erbil Kaya.

DR har set bekræftelsen.

Flere medier beskrev i går og i dag, at Ahmed Samsam via sin Facebook-profil meddelte, at han var gået i sultestrejke i fængslet.

Samme melding kom Ahmed Samsam med over for DR via sin advokat.

I en mail til Erbil Kaya, som DR har set, skriver fængslet, at man har indledt sin normale procedure over for sultestrejkende.

Anholdt i Spanien

Ahmed Samsam blev i juni 2017 anholdt under en tur i Spanien.

Et år senere blev han idømt otte års fængsel for at have kæmpet for Islamisk Stat i Syrien i årene 2012-2014 og for at hjælpe med at finansiere terrorisme og købe "våben og materiel".

Ifølge DR's oplysninger var Ahmed Samsam sendt ud og betalt af PET og FE under flere rejser til Syrien. Det skete med et mål om at indsamle informationer om danske syrienkrigere.

I december 2020 blev han overflyttet til Danmark.

PET og FE har aldrig vedstået sig, at Ahmed Samsam har arbejdet for efterretningstjenesterne.

Må ikke lægge pres

Kriminalforsorgen ønsker over for DR hverken at be- eller afkræfte, at Ahmed Samsam har indledt en sultestrejke.

I et generelt, skriftligt svar oplyser Kriminalforsorgen, at lægerne ikke må afbryde en sultestrejke, hvis den "utvivlsomt er iværksat af en voksen, habil person".

Det vides ikke, om en læge har vurderet, om Ahmed Samsam er habil.

Fængselspersonalet er dog instrueret i jævntligt at spørge ind til, om den indsatte ønsker at stoppe strejken. Det vides heller ikke, om det er sket.

Det skal dog gøres, uden at der lægges et pres, lyder det fra Kriminalforsorgen.

Derfor gør han det

Det er Ahmed Samsams lillebror, Osama Samsam, der styrer hans Facebook-profil.

Den 32-årige terrordømte må nemlig ikke selv været på nettet og have adgang til mobiltelefoner og lignende.

- Jeg har talt med ham her til morgen, hvor han lød trist og træt.

- Han siger til mig, at han kun har indtaget vand.

Ifølge Osama Samsam er hans storebrors tålmodighed brugt op.

Det er sket, efter Ahmed Samsam har fået at vide, at han skal flyttes til en ny afdeling, blandt andet på grund af en nylig voldsepisode i fængslet, som Ahmed Samsam var involveret i.

På den nye afdeling er reglerne langt mere strikse, og det er typisk indsatte, der betegnes som "negativt stærkt styrende". Desuden er mulighederne for fællesskab med medindsatte begrænsede.

DR har ikke set begrundelsen for, hvorfor Kriminalforsorgen vurderer, at Ahmed Samsam skal flyttes til den såkaldte fokusafdeling.

Osama Samsam fortæller videre, at han skal flyttes efter tre voldsepisoder i fængslet. Ifølge ham selv blev han frifundet i det ene tilfælde, og i de to andre var det en anden part, der startede.

- Han ved ikke, hvad han skal gøre, og han håber, at den her sultestrejke er den eneste måde, hvor han kan påvirke sin situation og forhåbentlig få en undersøgelse.