Fængsel har gode erfaringer med præst eller imam som mentor

Unge indsatte, der skal ud af krimininalitet, skal have en præst eller imam som mentor, viser erfaringer fra et projekt.

Unge indsatte, der skal ud af kriminalitet, skal have præster eller imamer til at hjælpe dem.

Det viser erfaringer fra projektet Katalysator, der i løbet af de to år det har eksisteret, har fået en stor del af de kriminelle unge til at få et arbejde eller en uddannelse.

76 unge har været tilknyttet, 32 af dem sidder stadig i fængsel, men er i kontakt med en mentor, 21 er gået i gang med en uddannelse eller har fået arbejde og ca. 20 er ude i friheden, men har stadig forbindelse til projektet, skriver Politiken.

Ikke en del af systemet

Grunden til succesen er, at de indsatte lige efter fængsling får en mentor, der enten er knyttet til kristendom eller islam, siger fængselspræst og projektets stifter Lissi Rasmussen

- De vil gerne tale med en præst eller imam, fordi de stoler på dem, fordi de ikke er en del af systemet. De ved, at præster og imamer har tavshedspligt, siger hun.

Ifølge bandeekspert Søren Lerche, der selv er mentor for tidligere bandemedlemmer, er en vægtig grund til projektets succes, at lederen er Jan Mansur Hussain, som selv har været kriminel.

Kan gå til de unge kriminelle

- Han ved, hvordan de har det, og han kan gå til dem på en anden måde end andre, som ikke har oplevet det samme, siger Søren Lerche.

Han mener, at projektet styrke også er, at de frivillige mentorer følger de kriminelle flere år efter de er kommet ud fra fængslet, fordi det er en stor udfordring for dem at møde en normal tilværelse.

Trods succesen vil regeringen ikke umiddelbart putte penge i projektet, siger Karina Lorentzen, der er SFs formand for Folketingets retsudvalg.

- Jeg kan ikke afvise, at projektet skal være en mere fast bestanddel, når det har vist sit værd, siger hun.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter