Fængsel og udvisning for stenkast mod Rasmus Paludan

Ung mand forklarede i retten, at han følte sig provokeret af Stram Kurs-lederens adfærd.

En 24-årig mand er blevet idømt en ubetinget fængselsstraf for at have kastet en sten mod partileder Rasmus Paludan fra Stram Kurs. (Arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

En 24-årig mand fra Viborg er tirsdag blevet idømt en ubetinget fængselsstraf på 60 dage for at have kastet en sten mod partileder Rasmus Paludan fra Stram Kurs.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Hændelsen skete den 13. april i Ellekonebakken i Viborg, da Rasmus Paludan afholdt en demonstration.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad forklarede manden i Retten i Viborg, at han ikke havde planlagt at deltage i moddemonstrationen, men at han tilfældigvis var i kvarteret.

24-årig havde drukket benzin

Desuden var han meget beruset og påvirket. Han vurderede selv, at han havde drukket mindst 12 genstande, og at han desuden havde drukket benzin.

Manden er oprindeligt fra Damaskus i Syrien. Retten har også udvist manden med et indrejseforbud i seks år.

Avisen skriver, at han erkendte at have kastet stenen, og at den havde ramt Rasmus Paludan.

Anker strafudmåling og udvisning

Den 24-årige mand forklarede handlingen med, at Rasmus Paludans holdninger og handlinger provokerede ham, idet han selv er flygtning fra det krigshærgede land.

Efter domsafsigelsen i Viborg ankede den 24-årige strafudmålingen og udvisningsdommen til landsretten, men han ankede ikke skyldspørgsmålet.

/ritzau/

Facebook
Twitter