Fængselsbetjent: Jeg fortæller ikke fremmede, hvad jeg laver

BA elsker sit arbejde, men skilter ikke med jobbet og kigger sig over skulderen på vej hjem.

En fængselsbetjent blev tirsdag aften skudt i benet på vej på arbejde til Nyborg Fængsel. (ARKIVFOTO) (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)

Hos Københavns Fængsler, på en særafdeling med rockere, bandemedlemmer og særligt farlige fanger, arbejder BA. Han er en erfaren fængselsbetjent, der har set det meste, men den sidste tids voldelige overfald på kolleger uden for fængslerne gør indtryk.

Senest blev en fængselsbetjent fra Nyborg Fængsel i går aftes overfaldet og skudt i benet på vej på arbejde.

- Vi hører, ser og oplever ting, men jeg har også en baggrundsviden om, at fangerne har et lorteliv, og måske lige har fået 12 år. Derfor kan jeg børste det af mig. Men når de kommer og tager fat i os uden for, så kommer det altså tæt på. Så spiller de ikke længere efter reglerne, siger han.

En baggrundsviden om fangerne er vigtig, så betjentene ved, hvordan de skal agere og håndtere de farlige indsatte. Mange af fangerne på afdelingen, hvor BA arbejder, er havnet der, fordi de har overfaldet andre fanger eller fængselsbetjente. Fængselsbetjentene er særligt udvalgte og uddannede.

Der er begrænset kontakt med fangerne, der sidder i cellen det meste af døgnet og kun kommer ud en ad gangen. De skal have mad tre gange om dagen, visiteres dagligt, følges på toilettet og i bad.

- Der er et anderledes regime her. Her betyder et nej NEJ. Vi italesætter problemer med det samme og tager konfrontationen.

Ser sig over skulderen på vej hjem

Ifølge forbundets hjemmeside har der været 208 overfald mod fængselsbetjente i årets første fem måneder. Det er 20 procent mere end i samme periode i 2015.

- Man skal forberede sig på, at der altid kan ske noget, og man vil opleve noget. Det handler ikke om hvor, men hvornår. Men du kommer til at opleve noget, der er grænseoverskridende.

Personligt føler BA sig dog ikke usikker, når han er på arbejde, men på vej hjem er det en anden sag.

- Når jeg fik fri for et år siden, havde jeg musik i ørerne og gik fløjtende hjem. Nu ser jeg efter, om der kommer en rendende, der vil mig ondt.

Det er ikke bare på vej til og fra arbejde, men i det hele taget, når man har fri, at man som fængselsbetjent skal tænke sig om og lade uniformen blive på arbejde.

- Man fortæller måske nede i børnehaven, at man laver noget andet, og man skal ikke stå i baren lørdag nat og fortælle, at man er fængselsbetjent. Nogen synes måske, vi er seje, men andre synes måske vi er idioter – og ham der synes du er idiot følger måske efter dig, når du går hjem.

Det handler ikke bare om at holde lav profil i det virkelige liv. Også på de sociale medier skal fængselsbetjentene tænke sig om, og mange skriver ikke, hvad de laver.

BA kender personligt en fængselsbetjent, der blev stukket ned, da han havde fri fra arbejde, og den seneste tids overfald sætter tanker i gang.

- Det er ikke noget, jeg gør med vilje, men jeg kigger mig mere over skulderen. Det sætter sig i kroppen.

- Det er klart, der er nogen, der tænker over, om det er det hele værd. Men jeg elsker mit arbejde, jeg synes jeg er god til det, og hvis jeg stopper – hvad fanden skal jeg så lave?

BA’s fulde navn og specifikke afdeling er redaktionen bekendt, men anonymiseret af hensyn til fængselsbetjentens sikkerhed i og uden for fængslet.