Fængselsbetjent overfaldet på arbejdet

Fængselforbundet vil have hårdere straf til de indsatte, der overfalder ansatte.

En ansat i Nyborg Statsfængsel er kørt på skadestuen efter et overfald.. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

De danske fængsler kæmper med vold mod ansatte, og i dag er endnu en fængselsbetjent blevet overfaldet med slag og spark.

Det oplyser Fængselsforbundet.

Der var ifølge formanden, Kim Østerbye, tale om et overfald begået af et indsat bandemedlem fra banden Loyal To Familia, som afsoner sin straf i Nyborg Fængsel. Og det ryster Kim Østerbye, at de fængselsbetjente igen skal være vidner til overfald på arbejdspladsen.

- Det er fuldkommen grotesk, at vi skal finde os i, at bandemedlemmer sætter dagsordnen på den måde. De mangler totalt respekt for almindelige spilleregler, og det skaber utryghed blandt de ansatte, siger han til DR Nyheder, mens han understreger, at overfaldet skete umotiveret.

Betjenten er kørt på skadestuen.

Personalemangel

For mindre end en måned siden gik et bandemedlem fra samme gruppering til angreb på en fængselsbetjent i Vestre Fængsel med en konservesdåse i en sok som slagvåben, og flere gange i april blev ansatte i Storstrøms Fængsel udsat for overfald af fængslede bandemedlemmer.

Fængselsforbundets formand mener, at fængslernes udfordringer med bemanding er et problem for personalets sikkerhed. Og gentagne overfald gør det ifølge ham ikke lettere at tiltrække nye betjente til fængslerne.

- Vi har masser af stillinger slået op, men der er næsten ingen ansøgere til dem. I øjeblikket mangler vi omkring 200 betjente bare for at fylde vagtplanen ud, siger han.

Strengere straf

Kim Østerbye mener derfor, at der bør være konsekvenser for indsatte, der begår overfald på ansatte i fængslerne.

- Politikerne er nødt til at stramme op og trække en tydelig streg i sandet med strengere straffe, så det ikke bliver ved med at ske. Der skal flere restriktioner til, foreslår han.

Sidste år blev der indgået en politisk aftale mellem mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om at tilføre 600 millioner kroner ekstra til Kriminalforsorgen. Midlerne skulle blandt andet skulle være med til at styrke fængselsbetjentenes sikkerhed.

I aftalen, der løber frem til 2021, er der sat penge af til ny sikkerhedsteknologi, såkaldte forstærkningshold af fængselsbetjente, der kan sættes ind med kort varsel samt 40 ekstra fængselsbetjente til afdelinger med mange bandemedlemmer.

Facebook
Twitter