Fængselsinspektør: Sænk den kriminelle lavalder

Den kriminelle lavalder skal sænkes, for kriminelle børn under 15 år udsættes ofte for samme sanktioner som ældre børn, men uden retssag og rettigheder, mener fængselsinspektør.

Den nuværende kriminelle lavalder på 15 år medfører, at ældre børn, der begår kriminalitet, har en lang række rettigheder, som de yngre kriminelle børn ikke har. Men konsekvenserne for de to grupper er ofte meget ens - reelle frihedsberøvelser i de samme institutioner.

Derfor skal den kriminelle lavalder sættes ned, mener fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo fra Anstalten ved Herstedvester, der har skrevet en kommentar i Berlingske Tidende.

- Debatten handler meget om, hvorvidt vi skal til at straffe børn. Det siger mange af gode grunde nej til, men det er hykleri, for i dag behandler vi dem på nogenlunde på samme måde som dem over 15 år. De bliver anbragt de samme steder, og forskellen er bestemt ikke i deres favør, for de har ingen rettigheder og sidder der tidsubestemt, siger han.

Venstre vil sænke lavalder

Hele debatten om den kriminelle lavalder blev for nylig genoplivet, da Lars Løkke Rasmussen holdt sin første tale som statsminister i folketinget og her luftede overvejelser om at se på lavalderen.

Hans partifælle, retsordfører Kim Andersen, bakker da også op op fængselsinspektøren:

- Det er bestemt et synspunkt, jeg forstår, for kriminelle børns retssikkerhed varetages ikke optimalt med den nuværende grænse på 15 år, fordi de ikke har ret til forsvarer og rettergang, siger han og understreger, at Venstre i sensommeren vil komme med et udspil om revision af den kriminelle lavalder.