Fængselspersonale: Nye mobilregler koster tusindvis af timer

Nye regler for kontrol af mobiltelefoner i de danske fængsler træder i kraft i dag.

Justitsministerer Søren Pind indførte de nye regler, efter at det kom frem, at de varetægtssfængslede i terrorsagen fra København har haft adgang til mindst 12 mobiltelefoner. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen © Scanpix)

1.250 timer om måneden.

Så lang tid skal fængselspersonalet på en bandeafdeling med 48 indsatte samlet set fremover bruge på at lede efter mobiltelefoner bag tremmerne.

Det mener Fængselsforbundet, der har regnet sig frem til ressourceforbruget ved nye regler i Kriminalforsorgen.

De nye regler om visitationer er nu trådt i kraft og betyder blandt andet, at der på flere afdelinger i de danske fængsler skal være flere ugentlige kontroller af hver enkelt celle.

Fængselsbetjentene brugte hidtil cirka 23 timer om ugen på at visitere cellerne - nu skal de bruge 96 timer.

Og hvor man før lavede stikprøver én gang om dagen, skal de indsatte nu kropsvisiteres flere gange om dagen, hver gang de går ind og ud af fængselsafdelingen.

- De nye regler er rigtig omfattende. Jeg har ikke i mine 38 år i Kriminalforsorgen været ude for, at man fokuserer så massivt på en enkelt opgave uden værdi. De indsatte gemmer telefonerne alle mulige andre steder end i cellerne, så man skulle hellere holde meget mere øje med, hvor de indsatte bevæger sig rundt henne, siger Kim Østerbye, formand i Fængselsforbundet, der organiserer landets fængselsbetjente.

De nye regler for visitationer i landets fængsler blev lavet, efter at DR Nyheder i januar 2016 kunne afsløre, at en af de sigtede i terrorsagen fra Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København gentagende gange var aktiv på de sociale medier fra en telefon i fængslet.

Siden kom det frem, at i alt fire af de fem sigtede i sagen havde haft adgang til syv mobiltelefoner under deres varetægt.

Det fik justitsminister Søren Pind (V) til at fremlægge 21 initiativer, som fremover skal forhindre mobiltelefoner i de danske fængsler.

Burde lytte til personalet

Selvom Fængselsforbundet efterlyste en indsats mod ulovlige mobiltelefoner i fængslet, havde Kim Østerbye ikke forestillet sig, at 'reglerne ville blive så firkantede'.

- Jeg vil stadig meget gerne undgå mobiler i fængslet. Men så skulle man måske lytte lidt til, hvordan personalet mener, at man bør gøre det. Det er alt for firkantet. Jeg imødeser nogle meget voldsomme konflikter med dele af bandemiljøet, når vi går i gang, siger Kim Østerbye.

Fængselsforbundet mener, at alene ugentlige visitationer af hver celle vil kræve en times arbejde for to fængselsbetjente.

V: Lad os ikke tage sorgerne på forskud

Hos Regeringen har man noteret sig Fængselsforbundets beregninger og bekymringer, men det giver ikke umiddelbart anledning til at ændre på de nye regler.

- Nu må vi have de mere præcise erfaringer frem, og selvfølgelig bliver det ikke gratis at indføre de nye regler. Men jeg kan i den forbindelse sige, at vi skal faktisk se på Kriminalforsogens økonomi til efteråret, og deri indgår selvfølgelig de her overvejelser, siger Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen.

- Så lad os nu ikke tage sorgerne på forskud.

At flere visitationer af fængselsceller og kropsvisitioner vil føre til voldsomme konflikter med dele af bandemiljøet, som Kim Østerbye peger på, er Preben Bang Henriksen ikke så bekymret for.

- Det er ikke et argument, jeg falder for. Hvem er det, som skal bestemme i fængslerne? Det er altså ikke banderne. Det er muligt, de bliver fornærmet over visitationer af deres celler, men det er da bare ikke noget at gøre ved, siger han.

Preben Bang Henriksen vil dog ikke afvise at handle, hvis en optrapning af konflikter bliver ubehagelig for fængselspersonalet.

- I forvejen er det ikke altid et behageligt job at være fængselspersonale, og jeg vil skynde mig at sige, at vi følger situationen. Skulle der være tale om en situation, der er uholdbar, må vi også agere derefter.

Udover flere visitationer af celler og fællesarealer skal der nu også laves flere visitationer med afklædning af de indsatte. Herudover er der også kommet krav om flere mobilscannere i fængslet.