Fængselsstraf for trusler mod Fogh

Hizb ut-Tahrirs talsmand, Fadi Abdullatif, er blevet idømt tre måneders fængsel for trusler mod den danske statsminister og for at opfordre til drab på jøder

Hizb Ut-Tahrir-formand Fadi Abdullatif ved en demonstration på Rådhuspladsen mod Israels angreb på Libanon. (Foto: Kristian Brasen © Scanpix)

Hizb ut-Tahrirs talsmand, Fadi Abdullatif, er blevet idømt tre måneders fængsel for trusler mod den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og for at opfordre til drab på jøder. Det fastslog Københavns Byret i dag.

Talsmanden ankede straks dommen i Københavns Byret.

Hizb ut-Tahrirs talsmand truede den danske statsminister på en løbeseddel, der blev uddelt i 2004.

Radikale ønsker forbud

Spørgsmålet er nu, om dommen giver kritikerne af Hizb ut-Tahrir ny vind i sejlene.

De Radikale og Dansk Folkeparti har tidligere talt for, at organisationen skal forbydes, men rigsadvokaten fastslog i 2004, at der ikke var grundlag for et forbud.

Men de Radikales demokratiordfører Naser Khader ser dagens dom som en ny anledning til at se på organisationen.

- Vi har gang på gang fået at vide, at der ikke var beviser nok til at få Hizb ut-Tahrir forbudt. Jeg mener, denne dom er, hvad vi hidtil har manglet, siger Naser Khader til Radioavisen.

Rønn Hornbæk ændrer ikke holdning

Dommen ændrer dog ikke Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbæks syn på Hizb ut-Tahrir.

Hun er stadig imod et forbud mod organisationen. Til gengæld skal medlemmerne af Hizb ut-Tahrir, som det i dag er sket, dømmes, hvis de begår ulovligheder.

Men det er til alles fordel at holde organisationens aktiviteter over jordoverfladen, mener Birthe Rønn Hornbæk.

Afskyelige holdninger

- Fordelen ved at foreningerne opererer åbenlyst er, at vi kan tage stilling til, hvad det er for nogle afskyelige holdninger de har, og handlinger de udfører. Hvis vi forbyder dem, vil de bare operere under jorden, og så ved vi slet ikke, hvad vi har med at gøre. Det synes jeg, at Dansk Folkeparti og andre skulle tage at tænke over, siger hun.

Retsordføreren understreger, at det er op til rigsadvokaten, om dommen over Latif giver grund til at genoverveje lovligheden af Hizb ut-Tahrir.