Fængslet for brandbombekast i Hvidovre

En 27-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet for at have deltaget i voldelige skærmydsler i Hvidovre, hvor der ifølge politiet blev kastet brandbomber.

Politiet fandt ingen patroner, men fem barndbomber. (Foto: Mikkel Skovsgaard © DR)

En 27-årig mand blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have deltaget i et voldeligt sammenstød mellem to grupper mænd i Hvidovre mandag aften.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Ifølge politiet blev der kastet to brandbomber, såkaldte molotovcocktails, i forbindelse med opgøret. Ingen blev dog ramt.

Ingen projektiler

Desuden blev der ifølge politiets første oplysninger affyret fire-fem skud i området omkring Sadelmagerporten og Naverporten i Hvidovre.

Politiet har dog ikke fundet hverken patronhylstre eller projektiler i området.

Derimod har man fundet fem brandbomber, såkaldte molotovcocktails. Tre af dem var intakte, mens to var kastet og gået i stykker, dog uden at blive antændt.

Den 27-årige blev anholdt i forbindelse med episoden.

/ritzau/

Facebook
Twitter