Færre børn har allergi

Færre børn har fødevareallergi i dag i forhold til for 14 år siden. Andelen af børn, der ikke kan tåle ko-mælk er halveret. Efter 30 år er kurven knækket.

Stop for stigningen i antallet af børn med astma - og en halvering af mælkeallergikere de sidste 14 år. (Foto: © Erik Jepsen/Scanpix)

Forskerne ved ikke præcis hvorfor, men færre småbørn har fødevareallergi i dag sammenlignet med tidligere. Og antallet af børn med andre former for allergi og astma stiger ikke længere.

Antallet er ellers vokset kraftigt fra 1960'erne og frem til 1990'erne, men i dag er niveauet det samme eller lavere end for 14 år siden. Det viser en undersøgelse fra allergicentret på Odense Universitets Hospital, skriver Dagens Medicin.

Jordnødder på andenpladsen

I dag har 14,4 procent børneeksem og 6,2 procent astma. I 1985 var de tal henholdsvis 14,3 og 7 procent. For fødevareallergi er tallene ligefrem faldende i de tidlige børneår, for mens 7,4 procent af børnene i 1985 led af fødevareallergi i 6-18-månedersalderen, gjaldt det kun for 3,4 procent i den nye undersøgelse.

Typen af fødevareallergi har ændret sig. Peanuts er i dag den anden mest hyppige fødevare-allergi, fordi der ofte er spor af peanuts i fast food.

Mælkens rolle som skurk på retur

- Der er sket en "McDonaldisering" af spisevanerne, forklarer ledende overlæge for allergicentret, professor Carsten Bindslev-Jensen, til Dagens Medicin.

Til gengæld er der blevet færre børn, der er allergiske over for ko-mælk. I 1985-undersøgelsen havde et barn ud af hver 50 komælks-allergi, mens der i dag kun er et barn ud af 100, der ikke kan tåle komælk.