Færre får asyl i Danmark

Aldrig før har så få fået opholdstilladelse her i landet. Ifølge Danmarks Statistik fik knap 1100 asylsøgere opholdstilladelse sidste år. Det er fem procent færre end året før.

Aldrig før har så få fået opholdstilladelse her i landet, viser tal fra Danmarks Statistik (Foto: JAKOB BOSERUP © Scanpix)

Aldrig før har så få fået opholdstilladelse her i landet som i 2006.

Ifølge Danmarks Statistik fik 1095 asylsøgere opholdstilladelse sidste år. Det er 52 tilladelser færre end i 2005 - og færre, end hvad vi har set de sidste par årtier.

Tallet var fire gange højere, før stramningerne omkring årtusindskiftet - og hele tyve gange højere i 1995, hvor der blev givet asyl til de mange fra Bosnien.

En succes for regeringen

Befolkningsforsker Hans Kornø Rasmussen fra Handelshøjskolen i København siger, at tallet set med regeringens briller viser en succeshistorie:

- Det, de ønskede, var at nedsætte andelen af indvandrere, der fik opholdstilladelse via asylsystemet og via familiesammenføring, så det er i høj grad en succes, siger han.

Han understreger dog, at asyltallet til hele den vestlige verden har været faldende siden 2003.

- Det er bare faldet endnu stærkere i Danmark, siger Hans Kornø Rasmussen.