Færre fyrværkeriskader imponerer ikke overlæge: De unge har ikke lært at bruge briller

Antallet af skader er faldet i år, men det er stadig de unge mænd, der bliver hårdest ramt.

Af de tilskadekomne havde 30 personer fået alvorlige skader. Af dem er 13 børn og unge under 18 år. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Antallet af personskader efter fyrværkeri er faldet for tredje år i træk.

225 personer blev behandlet for fyrværkerirelaterede skader ved de danske sygehuse nytårsaftensdag og nytårsdag.

Det oplyser Ulykkes Analyse Gruppen, som er en forskningsinstitution under ortopædkirurgisk afdeling ved Odense Universitetshospital.

Sidste år blev 254 personer behandlet for skader efter fyrværkeri i nytåret. 29 personer færre er altså kommet til skade i år.

- Antallet af skader er gået ned – især de alvorlige skader er gået ned de sidste tre år. Men der er stadig for mange, der kommer til skade af noget, der bare skulle være flot at kigge på, siger Jens Lauritsen, der er overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital.

For mange børn og unge

Af de tilskadekomne havde 30 personer fået alvorlige skader. Ud af dem er 13 børn og unge under 18 år.

Det bekymrer Jens Lauritsen.

- Knap halvdelen er under 18 år og en fjerdedel under 16 år, så det er ikke lykkedes at få børnene sikkert gennem nytåret.

- Sådan har det været i mange år. Det er de unge mænd mellem 18 og 25 år, der ikke tror, der sker noget, men det er også dem, der ikke tager briller på. Der er en klar sammenhæng mellem, om man får alvorlige skader, og om man har briller på eller ej, siger Jens Lauritsen.

Ifølge forskningsinstitutionen havde halvdelen af de børn under 15 år, der kom til skade, ikke beskyttelsesbriller på.

Langt de fleste af de 225 personer - omkring to tredjedele - er 25 år eller derunder.

Det er hovedsageligt mænd, som får skaderne. Omkring 80 procent af de tilskadekomne er mænd. Mænd står samtidig for 94 procent af de alvorlige skader.

Skaderne fordeler sig med en tredjedel på hver af henholdsvis øjenskader, håndskader og brandsår.

- En forskel i år er, at der ikke har været nogen, der har mistet fingre eller i værste fald er døde, siger Jens Lauritsen.

Ulykkes Analyse Gruppen opfordrer folk til blandt andet at huske at undgå ulovligt fyrværkeri, bruge sikkerhedsbriller og overholde sikkerhedsafstanden.

Facebook
Twitter