Fætter-kusine-ægtepar behandlet mangelfuldt

Udlændingemyndighedernes behandling af en række ansøgninger om familiesammenføring fra fætter-kusine-ægtepar har været mangelfuld. Derfor ændrer Udlændingeservice nu praksis.

Familiesammenføring mellem fætter-kusine-ægtepar har stort set været umuligt siden 2004. (© Stock Exchange)

Udlændingemyndighedernes behandling af en række ansøgninger om familiesammenføring fra fætter-kusine-ægtepar har været mangelfuld.

Derfor ændrer Udlændingeservice nu praksis, efter at domstolene i otte ud af ni sager har omgjort myndighedernes afslag til ægtepar fra blandt andet Tyrkiet, Pakistan og Irak. Det skriver Politiken Søndag.

Udlændingeservice er i forvejen under hård kritik for at give mangelfuld vejledning til ansøgere om familiesammenføring.

Særlige grunde taler derimod

Den ændrede praksis over for fætter-kusine-ægtepar betyder, at myndighederne nu vil bruge mere tid på at interviewe ansøgerne for bedre at kunne vurdere, om der er tale om et tvangsægteskab

Hidtil har fætter-kusine-ægtepar, der søger familiesammenføring i Danmark, næsten kunnet være sikre på at få afslag. For ifølge udlændingeloven formodes en fætter og en kusine at være tvangsgift.

Den omstridte 'formodningsregel' blev indført i 2004 og stempler alle fætter-kusine-ægteskaber som tvangsægteskaber, medmindre "særlige grunde taler derimod".

Siden 2004 er antallet af afslag på familiesammenføring på grund af tvangsægteskab eksploderet fra 7 til 95 sager i 2007.

Facebook
Twitter